98.5

Man kan bruge meget tid på at kritisere Facebook, men som socialt netværk er det altså bare i toppen. Mere end 10 år efter at Københavns Dag- og Aftenseminarium satte os sammen, så mødtes nogle af os på en café i går.

At sidde rundt om et bord med mennesker som du ikke har set i mange år er alligevel lidt mærkeligt. Men det fede var faktisk, at det mærkelige meget hurtigt forsvandt. Snakken fortsatte, hvor den sluttede i 2002.

Long time no see

Der sad vi så og snakkede. Der blev snakket om meget forskelligt, men selvfølgelig meget om jobbet som lærer. Mest var det en slags statusopdatering af vores liv. Meget fedt. Det lød til at alle var glade for deres job, og det er alligevel ikke tit man møder en gruppe lærere og flertallet giver udtryk for, at de holder af deres job.

Caféen lukkede, de vilde og ensomme gik videre ud i nattelivet. Her endte vi på Funchs Vinstue. Meget hyggeligt sted, hvis det ikke lige var for den røg. Det er sgu’ ok med steder i nattelivet, hvor man gerne må ryge, men kunne stederne så ikke investere i noget godt udsugning. Jeg måtte i hvert fald give op til sidst, da det gjorde ondt i øjnene og i min hals. Det er jo trist, når det nu var hyggeligt.

Det var sgu’ en hyggelig aften sammen med mit gamle hold. Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg mødes med dem.

Udgivet i Blah...blah..., Livet | Tagget , , , , , | Kommentarer slået fra

Er du mærkelig?

Læste en klumme i Urban i dag. Klummen handlede om en kvinde, som havde valgt at sætte alkoholen på hylden. Som hun skriver så troede hun, at hun skulle kæmpe med sig, men det var faktisk familien og vennerne som kiggede mest skævt på hende.

Jeg begyndte lidt at grine inde i mig selv. Og jeg kunne kun give hende ret. Hun skrev også at man nærmest skulle være syg for at stille alkoholen på hylden. Gjorde man det af egen fri vilje, så var man sgu’ mærkelig.

Og forfatteren bag klummen har meget ret. Jeg har nemlig selv ikke rørt alkohol i en del år. Det skyldes desværre sygdom, men jeg oplever da stadig de skæve blikke. Særligt har familien kigget skævt til mig, har ikke stolet på mig, har troet at jeg gik ud og drak, når jeg ikke var sammen med dem. Det er altså ret belastende.

Jeg skal ofte forklare mig, og faktisk er der mange som ikke helt kan forstå det. Det er nærmest som om de siger: “Jamen, hvordan kan du så more dig og hygge dig?”

Mange har åbenbart svært ved at hygge sig uden alkohol. Alkoholen er åbenbart det som skal til før at mange kan hygge sig. Det er alligevel trist.

Selvfølgelig kan man more og hygge sig uden indtagelse af alkohol. Dog oplever jeg ofte at det kræver forståelse fra de berusede. Og som ædru skal man selvfølgelig kende tidspunktet, hvor folk bliver for fulde, og man tager hjem.

Udgivet i Livet | Tagget , , , | Kommentarer slået fra

Så skal der synges…

“Jeg vil kraftigt opfordre til, at alle skoler i Danmark indfører morgen­samling med både fadervor og salme­sang. Det er en utrolig værdifuld del af vores kultur, som jeg synes, det ville være vanvittigt at forbyde.”

Sådan lyder meldingen fra undervisningsminister Bertel Haarder (V)”

Jeg har klippet lidt fra TV2 Nyhederne, da jeg læste at Bertel gerne vil indføre bøn i skolerne. Det er måske lidt umoderne, hvis skolerne skal bede bøn. Det som kan undre mig er jo, at der er ingen der råber op om faren ved bøn og salmer, at vi får presset kristendommen ind i skolerne. Hvad hvis det havde været en muslimsk bøn?

Baggrunden er, at jeg anser religiøse systemer som udemokratiske og derfor ikke hører til i skolen. Derfor synes jeg, at det er en dårlig idé med dagligt at have bøn og salmer i skolen. Selvfølgelig skal man kunne arbejde med både bøn og salmer i undervisningen. I undervisningen arbejder man jo med tingene på en helt andet måde. Der arbejder man mere med kulturen og forholder sig måske kritisk til den.

Udgivet i Den danske folkeskole | Tagget , , , , | Kommentarer slået fra

Jeg er en tosse

Jeg er sgu’ en tosse. I dag hørte jeg at unge får slidgigt af at skrive for mange sms’er. At nogle unge skrev op til 300 på en dag. Så fik jeg den tossede idé at det skulle jeg da også lige prøve. Dagens udfordring bestod så i at sende 300 sms’er.

Det lyder ikke svært. Jeg kunne jo bare sende noget fis ud, men det skulle jo helst være sms’er som modtagerne ville svare på. Indtil videre er det fandeme hårdt arbejde. Det er svært at finde på noget at skrive om, da det netop skal være noget som modtagerne vil svare på.

Men kommunikationen blandt mine venner er nok anderledes end blandt de unge. Det er ikke normalt at skrive til vennerne at man lige går ned for at hente en pizza, eller at man har købt en ny trøje. De unge skriver måske fordi de gerne vil gøre opmærksom på dem selv. Men selvfølgelig også bare for at kommunikere.

Nu vil jeg sms’e lidt videre. Jeg mangler stadig mange.

Udgivet i Blah...blah... | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Delvis ja-mand

Efter at vi er gået ind i det nye år, så prøver jeg at være mere positiv. Positiv ved at sige mere ja.

Ja, jeg er blevet inspireret af traileren til filmen “Yesman”. Jeg tænkte på, at jeg jo ikke kunne miste noget ved at sige mere ja. Det betyder selvfølgelig også, at jeg sætter mig selv i nogle situationer, hvor jeg skal overvinde noget inde i mig. Det er nok ikke altid at min nye ja-stil vinder. Derfor kun delvis ja-mand.

Det betyder også, at jeg skal sige mere ja til mig selv. At jeg skal være mere ærlig og holde fast i ting jeg har sagt ja til. Det medfører måske konflikter, men det er konsekvensen ved at sige ja.

Nu må vi se, hvor længe jeg siger ja?

Udgivet i Blah...blah..., Livet | Tagget , , , | 2 kommentarer