Bussen
Venter ved busstoppestedet, der er mange mennesker og til sidst ankommer bussen. Den er godt proppet. Stiger ind, viser min billet og bussen sætter i fart. Jeg kigger rundt og bliver allerede lidt irriteret over, hvorfor menneskerne ikke rykker lidt sammen. Hvorfor flytter den dame sig ikke, hun er jo skyld i at vi andre skal stå totalt presset sammen. Nogle burde sige noget til hende, nu hvor hun ikke kan tænke sig om. Bussen sætter farten ned, jeg kan hører den særlige lyd fra blinklyset, den drejer ind. Ved stoppestedet står der kun én. En dame med sin barnevogn. Jeg tænker, at det er trist, at der ikke er plads til hende. Bussen åbner sine døre. Lidt efter forsøger damen at presse sin barnevogn ind i bussen, chaufføren siger intet. Nogle ældre bliver nødt til at rejse sig, vi står endnu mere klemt. Moderen har nu endelig fået sin barnevogn ind i bussen, og begynder nu at bevæge sig frem for at købe en billet. ’Kan du ikke fatte, at det er umuligt? Vi andre kan jo ikke flytte os, se op kvinde!’ Damen er ligeglad, hun vil til chaufføren og prøver. Der er en del skubben og irriterede blikke. Da hun spørger om hun ikke kan komme forbi, så kan jeg ikke holde munden lukket længere. ’Hør nu, kvinde – vi kan ikke flytte os, nærmest ikke trække vejret pga. din barnevogn. Du må vente lidt med at købe din billet’. Hendes blik bliver stift. Jeg er ligeglad, da personen ved siden af mig står på min ene fod. Damen vender om til sin barnevogn, siger ingenting. Brummer måske noget. Jeg er stadig sur, tænker over hvem der har ret. Hvorfor skal jeg ha’ begrænset min frihed pga. en barnevogn? Raseriet stiger videre op. Damen er jo fuldstændig ligeglad med en proppet bus, når hun bare kører sin barnevogn ind i menneskemængden. Hvor er din menneskelighed? Jeg ryster på mit hoved flere gange, måske ser hun det. Men der er noget der irriterer min galskab. Hvorfor skal hun have begrænset sin frihed pga. en barnevogn?
Omsorg
Det er sjældent man ser det nu om dage. Folk vil det ikke mere, de gider det ikke, har for travlt, har kun blikket rettet mod sig selv. Vi må klare det hele selv. Kan vi ikke længere se, at vi ikke kan klare alt. At vi blive nødt til at vende blikket mod personen ved siden af os, og se om vi kan hjælpe. Hvor er omsorgen henne nu til dage. Er omsorgen blevet til en statsinstitution, som foregår på hospitaler, børnehaver, skoler og andre offentlige institutioner, de er nærmest de eneste som arbejder med et fællesskab, hvor man ikke kan sortere mennesker fra, eller findes den stadig i det offentlige rum. Vi træder selvfølgelig til ved ulykker, og når vi så har hjulpet lidt, filmer vi det lige på mobilen, men jeg tænker på den omsorg for vores medmennesker som var før i tiden. Hvor man hjalp naboen, rejste sig for den ældre medborger i bussen, og svarede pænt, hvis nogle spurgte om vej. Omsorgen er der selvfølgelig stadig, men jeg ser den mindre og mindre. Skyldes det at I vores individuelle verden, at vi ikke længere har interesse for andre, at vi kun er fokuseret på selv at komme frem. Jeg læste engang at vi ikke kan klare tingene alene, at vi altid er afhængige af andre og de af os. Tager vi fx et træ, er det afhængig af luft, vand, og den jord det står i. Træet giver noget tilbage til luften, sørger for at vandkredsløbet fortsætter, og bliver selv til jord en dag. Sådan er det også med os mennesker. Vi bliver nødt til at give, og vi vil også få noget tilbage. Og vi skal bare give uden at tænke på at få noget tilbage, det vil komme automatisk. Ser vi sådan på verden, er jeg sikker på at den vil blive et bedre sted. Jeg forsøger selv at blive bedre til at vise omsorg for andre. Jeg vil gerne hjælpe dem, hvis jeg kan. På vej ned til hæveautomaten, kommer en cyklist farende forbi mig. I øjeblikket hvor han suser forbi mig taber han en pose. Jeg sagde, at jeg nok skulle hjælpe. Han sagde tak, og kom dermed med kommentaren som gjorde mig allermest glad. ’Vi skal jo hjælpe hinanden’. Ja, for pokker – vi skal hjælpe hinanden.
Næppe mærkelige ting.. Snarere sørgelige..
kender godt situationen med barnevogn i bussen. jeg er selv af hunkøn og skifter mellem irritation over at blive klemt/hustlet/tvunget til at flytte mig pgr. af en ung mor med sin traktordæksbesatte barnevogn og så at synes det er synd for hende. Jeg ville godt nok ikke gide at skulle slæbe rundt på min unge på den måde…få alle de sure blikke og kommentarer – no wonder, at de bliver så bitchy nogle af dem.
Det er også lidt interessant, at du nævner, at vi alle er afhængige af hinanden – at solidariteten, for at bruge en slidt frase, måske er på retur – men du bliver selv irriteret over damen med barnevognen. Jeg ville selv blive det..ork, ja! Men så tænker jeg også, at det vel handler om psykologi…jeg (du) tænker så meget på vor egen individuelle plads og frihed at vi ikke orker at skulle bekymre os om hende konen med babyen, som ovenikøbet er uforskammet – men jeg tror sgu hun gerne ville ha’ en bil at køre poden rundt i, hvis hun kunne. Tror næppe hun ser frem til turen med bussen. Hvordan kan det så være, at det først er, når vi er hjemme og stress-frie at vi begynder at reflektere over , hvor lidt vi er solidariske med andre – hvor lidt kaffe der bliver drukket med naboen. Når vi er under stress er vi ligesom ænder som bliver fodret: vi napper efter folk som kommer for tæt på!
Uden at dømme. Man har altid et valg. Vil man se positivt eller negativt på situationen. En fyldt bus er jo en herlig mulighed for at række hånden ud til hinanden, smile hjælpe eller flirte. Jeg havde min 1. klasse med i bussen lige før ferien og gud ved at der var trangt. Men børnene havde haft en rigtig dejlig tur og med ferien på sinde begyndte de at synge en sang. Jeg lover at det spredte en stemning, selv buschaufføren blev glad.
Og ellers er det min erfaring at et godt, højt og psykotisk grin får folk til at flytte sig fra en og det hjælper også at lugte lidt af sved:)
Smil til verden