Livet

Min Gud, hvorfor har du forladt mig?

‘Min Gud, hvorfor har du forladt mig?’ – jeg tror, at det var Jesus der sagde det på korset, da han var allermest desperat, og han så døden i øjene. De kristne hævder, at vi ikke længere skal tænke på døden, da vi er sikret et evigt liv hos Gud. Men hvorfor er det så lige, at det skal gøre så satans ondt at miste. Og hvor er retfærdigheden i døden? Der er ingen retfærdighed, vi ved kun at vi alle skal den vej, før eller siden. Jeg må indrømme, at jeg bliver lidt sur, når jeg hører om en 30-åring mand, som falder død om. Hjertebetændelse – hvordan får man lige det? Hvorfor kunne det ikke ramme de onde mennesker, som går på denne jord?

Det nytter desværre ikke noget, at blive sur, vred og bitter. Det bringer ikke livet tilbage. Vi, som de efterladte, må bare sørge for at nyde tilværelsen, livet noget mere.

Lyden af sne

Jeg har ikke lavet så meget i dag, læst lidt om Mao, gået lidt omkring mig selv, haft en underlig følelse som jeg ikke har kunne sætte ord på. I morgen skal jeg på arbejde igen, det bliver ok, men bilen som jeg låner, skal lige ha’ lidt benzin. Jeg tager mit vinterlige tøj på, sko og træder ud i kulden. Solen skinner, jeg tager nogle skridt og nu bliver jeg ramt af en følelse, jeg godt kan sætte ord. Det er glæde, gode minder – alt sammen sat i gang af en lyd. Lyden af frossen sne. Det knirker under mine sko – det er fantastisk.

Fredag, cola og en barbar

Jeg kan slappe af i dag. Kaste det meste væk fra hjernen, kigge på vejret, flyverne til Kastrup, Djohn (katten) og bare føle mig lille, kravle ned under tæppet og åbne min bog. Læsningen gør, at jeg får en tid kan glemme den virkelige verden og rejse ind i et andet univers. Det har jeg lidt brug for i dag. Jeg har været oppe i det røde felt, og er ikke helt faldet ned. Det er jeg så alligevel, da sagen er blevet løst. Sagen handler om sne, og hvad det gør ved drenge. Der kommer i hvert fald noget op i dem, så ondskaben påvirker deres tanker og de begynder at handle ondt. Og der kommer jeg så ind i billedet. Der gik ikke længe før jeg var i det røde felt med en stadig stigende omdrejningstæller. Jeg faldt da heldigvis ned inden jeg brændte totalt sammen. Derfor er jeg drænet for energi i dag. Nu er ondskaben også i den bog jeg læser. Det er en biografi om Mao. Det er helt vildt, som han var et magtdyr, og han var god til det. Og liv – det var han helt ligeglad med. Jeg har kun læst ca. 250 sider af de over 700, så der er et stykke vej endnu. Det er mig stadig et mysterium, hvordan mennesker kan blive sådan. Måske fik Mao en vasker af sne som barn?

Tanker…

Hvorfor skal alting være så tilrettelagt? Der er jo ikke plads til at leve…

Destruktionen af et jeg

Jeg vil gerne ødelægge mit jeg! Glemme min egoisme, min grådighed, min uvidenhed og indse at jeg’et ikke kan alene. Det ville gøre min hverdag bedre!

Never let me down again

Er lige kommet ind af døren. Det har været en fin aften med fodboldsejr, kørsel i en LT, meget højt musik og gode venner. Så smilet er stort lige nu. Der var dog en kommentar i løbet af aftenen, der fik mig til at tænke. Vi har hele aftenen, dvs. efter fodboldkampen, hørt højt technomusik. Folk er glade, men det er faktisk umuligt at snakke sammen, da musikken er for høj. De hårdtpumpede beats bliver afbrudt, cd’en bliver skiftet og Depeche Mode lyder nu ud af højtaleren. Det første nummer spiller, det næste overtager og en del af os synger med på Never let me down again. Imens vi sidder og synger hører jeg en stemme, der siger “Nu skal vi jo heller ikke blive deprimerede”. Ordene sætter sig fast, men jeg synger videre indtil nummeret er slut, cd’en pillet af og technoens beat begyndte igen. Lidt senere, i et stille øjeblik, vendte mine tanker tilbage til denne kommentar. Hvorfor siger man den slags? Jeg tænker om det er fordi man er trist, men ikke vil vise det, at man ikke tør være sig selv. Derfor er det bedre at udtrykke sine følelser, end at påtage sig sit happy-face og bare sige man er glad. Kommentaren rystede mig bare. At der virkelig sidder et menneske, som er så bange for at blive deprimeret, i dårligt humør, pga. en sang. Var personen bange for at miste sit humør? Og hvis hun gjorde det, hvad betød det så? Der gemmer sig nok nogle ting bagved, som personen ikke helt kan styre, derfor skal alting være så glad i låget-agtig, så hun ikke bliver mindet om sine dårlige sider. Jeg synes jo bare, at det er trist at mennesker løber fra deres følelser, at de ikke tør vise dem.

Måske bliver det til en roman

Jeg har været blandt stjerner i dag. Hele tre personligheder på den samme café som mig. Ikke fordi jeg er interessant, og at de var det på nogen måde. Det er bare noget andet end at se dem på tv, jeg så menneskerne. Henrik Nordbrandt sad og hyggesnakkede over en øl, der var en skuespiller, som jeg ikke kan navnet på, men det mest triste var faktisk Jens Olaf Jersild. Han sad alene, drak en øl, og rodede med sin mobiltelefon. Han så ret ensom ud. Han har måske betalt prisen for at være en undersøgende journalist. Jeg fik lidt ondt af ham, jeg så mennesket bag tv-personligheden, og der var langt i mellem de to. Jeg ved, at jeg lyder som en star-fucker når jeg skriver dette, men det ville da være rart, hvis det kom frem, så alle de unge som vil være stjerner har en idé om at der er en pris som skal betales. For den respekterede journalist er det måske ensomheden. Og ensomheden er netop det overordnede tema i dette indlæg. Jeg sidder på denne café og fejre fødselsdag, da det er en pige som har fødselsdag, er der mange veninder med. De sidder rundt om de runde caféborde og snakker. Ind kommer en mand, han køber en kop kaffe og en brandy. Han sætter sig ned mellem to grupper af piger. Så begyndte han at suge, suge livet ud af disse piger. Han nærmest sad og stirrede på dem, imens hans øre lyttede på alt hvad de snakkede om. En gang imellem grinede han. Om det var af dem, ved jeg ikke. Måske grinede han med pigerne, når der var noget morsomt i deres snak. Jeg sad og forstillede mig at han sugede livet ud af disse piger, gjorde deres historier til hans liv. At han ville forlade caféen med et smil, da han havde oplevet utroligt mange ting. Han sagde ikke et ord. Jeg forstillede mig ligeledes, at han var forfatter og at der ville komme en bog ud af det. At han lige nu sidder og skriver på et kapitel om cafépigerne, alt imens jeg sidder og skriver på denne blog. Han skulle nok opleves, men jeg tror nu at det var en ensom mand, som savnede selskab. Det var hans måde at få lidt liv ind i hans tilværelse. Og det er det meget triste. Jeg skrev faktisk et lille haikudigt om manden.

Trist mand på café
Med sin kaffe og brandy
Suger liv til sig

Men ellers havde jeg skøn aften i det københavnske, fik spillet lidt bordfodbold, snakket med en englænder om terroren i London og bare om livet. Jeg har også suget livet til mig, men jeg var heldig, da det foregik i interaktion med andre mennesker. Tak til dem som ville lytte med.

Begravelse

Jeg har været til begravelse i dag. Det var en hyggelig og god begravelse, hvis en begravelse kan være det. Der blev sunget og talt i kirken, med flotte ord. Kisten blev båret til hulen i jorden, hvor den afdøde skal genopstå.

Der er noget ved begravelser som jeg godt kan lide. Først skulle jeg nok sige, at jeg helst vil undgå dem. Ved en begravelse er det min oplevelse, at det sande kommer frem. De sande følelser, folk viser deres sorg, deres tårer, deres kærlighed til den afdøde, som man sjældent ser i hverdagen. Det ville være godt, hvis vi kunne finde de følelser frem i vores travle og beregnende hverdag. Jeg ville i hvert fald gerne selv blive bedre til det.

Tanker om døden – det handler om livet.

Havde lige en sjov og spændende telefonsamtale, derfor emnet på dette indlæg. Jeg fortalte, at jeg skulle til begravelse i morgen og snakkede lidt videre om døden. Så kommer spørgsmålet, om hvad jeg fik ud af at gå og tænke på døden. Interessant spørgsmål. Jeg må indrømme, at jeg tit tænker over livet og døden. Jeg mener ikke, at man kan tænke på livet uden at tænke på døden. Døden er det, som giver livet værdi. Lyder det sygt? Uden en ende på livet ville den første skoledag, det første kys, den første kærlighed, familieforøgelse, et smil, en god film og et kram miste betydning. Hvis der ingen ende var, hvorfor skulle jeg bide mærke i et smil fra et andet menneske? Jeg ville sikkert få et nyt i morgen. Men ham med leen kan gøre det usikkert. Derfor værdsætter jeg et smil fra andre mennesker. Døden bruger jeg til at minde mig selv at nyde de små ting noget mere. Det er sgu’ ikke altid de ekstreme oplevelser, som er de mest livsbekræftende. Samtidig bruger jeg tankerne om livet og døden til at se døden i øjnene. Det tror jeg i hvert fald. Jeg vil i hvert fald gerne være afklaret, når jeg selv skal møde manden med leen. Om jeg er det, det ved jeg ikke, men jeg håber da.

Nu skal det ikke kun handle om døden, da vi jo er i levende live. Jeg tænker også over livet selv. Synes, at det er spændende at kigge under overfladen, også på mig selv. Det lyder måske ret frelst, men jeg prøver at gøre mig selv bedre hver dag. Det er ikke det nemmeste, men det er spændende.

Så husk, at livet er en gave, som vi skal nyde og passe på.

En Kommentar til Livet

  1. Halina skriver:

    Hej

    Jeg har lige skrevet en artikel om sorg, og tog så på en lille vandring på nettet for at se hvad andre “derude” siger… Og fandt således din artikel.

    Det er god læsning, også for mig. Ved du hvorfor?
    Fordi jeg godt kan få det indtryk, at vi er meget forskellige, lever meget forskelligt, har meget forskellige interesser, og måske også værdier.

    Men når vi eller dem vi kender møder sorg er der mange forskelle som bliver ligegyldige og mange fælles oplevelser som bliver synlige og vigtige.

    Tak fordi du deler dine –

    De bedste ønsker

    Halina

Skriv et svar