Japan

Japan4.jpgJeg ved ikke hvorfor, men Japan har altid haft min interesse. Baggrunden er måske at jeg altid hørte om Japan da jeg var mindre. At nu havde japanerne opfundet dit og dat, de havde nye rekorder indenfor teknologi. Jeg vidste ikke så meget om landet. Da jeg kom i gymnasiet, kom jeg i klasse med en japaner. Så kunne jeg begynde at stille spørgsmål om Japan. Det var ikke altid han kunne svare, da han var født og opvokset her i landet. Så Japan ville ikke forlade mine drømme. Og da jeg pludselig havde den økonomiske mulighed for at tage af sted, så tog jeg chancen. Lad mig starte med at sige, at Japan er et dyrt land at rejse i, særligt hvis man sammenligner med Thailand, Vietnam, Indonesien osv. Prisniveauet svarede ca. til det danske, da jeg var afsted.

Første mål på rejsen var Tokyo, den japanske hovedstad, som er verdens største byområde. Fra lufthavnen gik turen med tog til Shinjuku stationen i det centrale Tokyo. Stationen er verdens travlste, det var den i hvert fald, med over 3 millioner rejsende hver dag (2001). Når man ankommer til sådan en kæmpe station, og det er ens første møde med Japan, så skal man holde hovedet koldt. Hvis det ikke havde været for en englænder, så havde jeg stadig gået rundt på stationen. Jeg mistede fuldstændig overblikket, men heldigvis kom vi ud til en parkeringsplads, hvor der stod en bus, som kørte til mit hotel omme bag Tokyos rådhus.

Nu er jeg lidt af et fjols og havde ikke hævet nogle japanske yen. Derfor havde jeg ingen penge, og da jeg først kunne komme ind på mit værelse et par timer senere, ville det jo være rart med lidt mønt. Det var så lidt svært at skaffe. Gik jeg ind i en japansk bank og viftede med mit Visa-kort, rystede de på hovedet og sagde ‘No foreign Visa – go mall’. Så gik jeg hen til stormagasinerne, som lå side om side i Shinjuku. De kunne heller ikke hjælpe mig. Der stod jeg i Tokyo, i 35 graders varme, tørstig, sulten og uden penge. Jeg var lige ved at vende om, tage toget tilbage til lufthavnen og flyve hjem. På vej tilbage til mit hotel, for at hente min rygsæk og tage hjem, går jeg forbi en ‘Citibank’. Der må jeg kunne hæve, det er jo en amerikansk bank. Og ganske rigtigt, så kunne jeg hæve lidt mønt og købe en sodavand. Så fik jeg modet tilbage.Japan14.jpg

Japanerne er ikke så gode til engelsk, derfor kunne jeg ikke bare spørge om, hvor jeg kunne hæve penge. Måske er det blevet anderledes nu, jeg var af sted i 2001, men det var lidt frustrende, at man ikke bare kunne gå ind i en bank og hæve. Der gav jeg ikke meget for Japan som et topmoderne land.

Mine erfaringer med engelsk og japanere, er at de godt kan forstå dig, men er ikke så meget for at snakke engelsk. Det er vist noget med sætningskonstruktionen på engelsk og japansk er meget forskellig, derfor kan de have svært ved at danne sætninger. Kan man lidt japansk, så vil Japan åbne sig op på en helt anden måde. Japanerne vil gerne snakke, men helst ikke på engelsk. Heldigvis kan man godt klare sig med engelsk. De forstår som sagt godt, hvad du siger og kan svare tilbage med få ord. Derfor er det nemt at købe billetter til toget osv.

Jeg var et par dage i Tokyo, som er en storby, hvor det meste er bygget i beton. Det er lidt trist at se på, men det blev man jo nødt til, da amerikanerne jævnede Tokyo med jorden under 2. verdenskrig. Tokyo blev bombet med brandbomber, og på det tidspunkt var bygningerne bygget i træ, så nærmest hele byen brændte ned. I de dage jeg var der så jeg kun den moderne by, så jeg tog hurtigt videre med Shinkansen.

Japan3.jpgShinkansen bragte mig til Kyoto, en gammel kejserby. Byen er også moderne, men kigger du lidt rundt, så opdager man en helt anden verden. Byen er fyldt op med templer, og andre kulturrigdomme. Kyoto er simpelthen en fantastisk by, hvis man interesser sig lidt for den japanske historie. Der skulle ligge omkring 2000 templer i og omkring Kyoto, men jeg så ca. en brøkdel, og jeg vil gerne se mere. Meget af Japans kultur liv findes også her. Man kan fx stadig se geishaer gå rundt i gaderne. Byen er absolut et besøg værdigt.
Jeg rejste rundt i Japan med tog, og det er en fantastisk rejseform. Shinkansen kører tilJapan6.jpg tiden og ankommer også til tiden. Det undrede mig, men jeg er jo også vant til DSB. Samtidig får man også set landet. Jeg købte et ‘Japan Rail Pass’ hjemmefra, hvilket gjorde at jeg kunne rejse frit rundt med ‘JR – de japanske statsbaner’.

Shinkansen bragte mig videre til Hiroshima. Som interesseret i historie, så var det mig nødvendigt at besøge denne by, som fik den første atombombe kastet ned over sig. Det var den 6. august 1945, kl. 8.15. Hiroshima er i dag en moderne japansk by i beton, men rundt omkring opdager man pludselig skilte, hvor der står små bemærkninger om, at der i denne by har eksploderet en atombombe. Jeg er vokset op i 80′erne, hvor frygten forJapan12.jpg atomkrig var ret stor. Jeg så i hvert fald mange programmer om, hvad der ville ske, hvis der faldt en atombombe. I dag kan det virker lidt morsomt, men min atomare frygt sidder stadig i mig. Er man i Hiroshima så skal man besøge mindeparken og museet, der skal lære os om atombombeeksplosionen over Hiroshima. Jeg fik det meget dårligt over, at være derinde, men det er nødvendigt, hvis vi skal fortælle kommende generationer om, hvad atombomber kan gøre, og hvorfor vi ikke skal bruge dem. Jeg fortæller altid mine elever om skyggen, som blev brændt ind i en betontrappe. Jeg så den virkelige trappe, og fik nogle ikke rare billeder i mit hoved. Historien er, at en mand sad og ventede på en trappe. Den bomben springer kommer, der et stærkt lysglimt og en kraftig varme. Lyset gør at manden kaster en skygge. Da varmen kommer bliver området omkring skyggen varmet kraftigt op, og overfladen ændrer sig. Der hvor skyggen var ændrede overfladen sig ikke, og derfor kan man selv i dag se skyggen af denne person på trappen.

Japan1.jpgI mindeparken ligger der papirtraner overalt. Papirtranen er blevet et symbol på, at det aldrig må ske igen. Historien skyldes en pige ved navn Sadako. Hun overlevede selve bomben, men 10 år efter fik hun leukemi. Hvis hun foldede 1000 papirtraner ville hun få et ønske opfyldt. Desværre nåede hun aldrig at folde dem. Hun døde i 1955, 12 år gamle. Sender man 1000 traner af papir til bystyret i Hiroshima, så får man faktisk et diplom, og tranerne bliver lagt i mindeparken, ved Sadakos statue.

Nu er Japan meget andet end atombomber og beton. Tager man uden for byerne, er der fantastisk smukt. Det japanske landskab er meget bjergrigt. Bjergene er kommet fordi Japan hele tiden bliver trykket lidt sammen af jordens plader. Japan ligger i en jordskælvszone, da der er flere tektoniske plader der støder sammen uden for Japans kyst. Derfor har Japan også mange vulkaner. Jeg tog fra Hiroshima, lettere deprimeret, mod syd for at kigge på vulkaner.

Jeg besøgte Aso, som er en lille by, som ligger inde i verdens største caldera, en sammenstyrtet vulkan. Inde i denne caldera er der opstået 5 nye vulkaner, og de var da et besøg værd. Fra det sydlige Japan tog jeg igen mod nord. Var tilbage i Kyoto et par dage, og tog så videre til en ø ved navn ‘Sado’. Her skulle jeg besøge min Japan13.jpggymnasiekammerats lillebror. Han er ligeledes opvokset i Danmark, men har mødt en japansk pige er nu bosat på Sado. Øen ligger ud for Niigata. Utrolig smuk ø, og det var også fedt at se de små japanske samfund. Tetsuya og hans familie boede i et gammelt hus, hvor der stadig var ildsted i køkkenet. Det kunne jeg godt lide. Det var et meget tilbagelænet sted. Fra Sado tog jeg tilbage til Tokyo.

I de sidste par dage var jeg i Tokyo. Tokyo er altså bare en ufattelig stor by, hvor man ikke kan snakke om et centrum. Hver bydel havde nærmest sit eget centrum. Jeg fik ikke kigget så meget rundt i Tokyo, da jeg ikke havde lyst at gå på flere opdagelser. Sådan er det nok altid sidst på ens rejse. Jeg må indrømme, at Japan var et fantastisk at komme, og jeg vil meget gerne derover igen. Det skal jeg nok også komme, men det kræver lidt økonomi.

Der er lukket for kommentarer.