Læste en klumme i Urban i dag. Klummen handlede om en kvinde, som havde valgt at sætte alkoholen på hylden. Som hun skriver så troede hun, at hun skulle kæmpe med sig, men det var faktisk familien og vennerne som kiggede mest skævt på hende.
Jeg begyndte lidt at grine inde i mig selv. Og jeg kunne kun give hende ret. Hun skrev også at man nærmest skulle være syg for at stille alkoholen på hylden. Gjorde man det af egen fri vilje, så var man sgu’ mærkelig.
Og forfatteren bag klummen har meget ret. Jeg har nemlig selv ikke rørt alkohol i en del år. Det skyldes desværre sygdom, men jeg oplever da stadig de skæve blikke. Særligt har familien kigget skævt til mig, har ikke stolet på mig, har troet at jeg gik ud og drak, når jeg ikke var sammen med dem. Det er altså ret belastende.
Jeg skal ofte forklare mig, og faktisk er der mange som ikke helt kan forstå det. Det er nærmest som om de siger: “Jamen, hvordan kan du så more dig og hygge dig?”
Mange har åbenbart svært ved at hygge sig uden alkohol. Alkoholen er åbenbart det som skal til før at mange kan hygge sig. Det er alligevel trist.
Selvfølgelig kan man more og hygge sig uden indtagelse af alkohol. Dog oplever jeg ofte at det kræver forståelse fra de berusede. Og som ædru skal man selvfølgelig kende tidspunktet, hvor folk bliver for fulde, og man tager hjem.
