Født tilbage i 1971, det var i oktober. Nu sidder jeg som 38-årig foran skærmen og skriver på dette indlæg. Havde jeg regnet med det? Nej, jeg har nemlig ikke altid syntes, at det var fedt at skrive. Det var først efter gymnasiet glæden kom til mig. Det hele startede med, at en ven opfordrede mig til at skrive, og siden hen har jeg altid kunne lide at skrive. Særligt breve var en stor glæde, ligesom mails og det seneste nye er denne weblog. Dette er ikke min første weblog, jeg startede på MSN, og nu er jeg her. Der er mange flere muligheder her. Hvad skriver jeg om? Jeg skriver om livet, som jeg oplever det. Med de op- og nedture som det byder på. Jeg skriver også om politik, jeg kan ikke lade være, når de politikere opfører sig dumt. Så er det vigtigt at det bliver kommenteret, hvis ikke i avisen, så i hvert fald her på pegefingeren.dk.
Jeg gik på Sengeløse Skole indtil 1988, hvor jeg gik ud af 10. klasse. Derefter på Høje Taastrups Amtsgymnasium, siden hen i postvæsenet og GUF. I 1998 startede jeg på lærerseminariet, blev færdig i 2002, og startede på en folkeskole i Herlev.
Lærerjobbet tager nu nærmest alt min tid. Man keder sig nemlig aldrig i den danske folkeskole. Jeg er er i øjeblikket klasselærer for en 8. klasse. Det er en rigtig god klasse, som jeg nyder at komme i. Det er ikke fordi, at alle eleverne sidder med hænder på bordet og smiler når jeg kommer ind i klassen. Nej, der er også problemer. Heldigvis er problemerne ikke så store, at de får mig til at miste pusten, men det er da ikke altid lige let. Men der er også øjeblikke, som jeg ikke vil give væk for en million. Når eleverne kommer med en fødselsdagsgave, når de gerne vil snakke og deres glæde over at være til. Det er fantastisk.
Når jeg ikke arbejder, går jeg en del op i at hygge mig. Det kan være med bog, foran skærmen, både tv og computer, og selvfølgelig det vigtigste at mødes med andre mennesker. De er jo inspirationen til denne blog. Jeg holder også af at rejse, men det er desværre ikke så tit jeg kommer afsted. Jeg vil nemlig gerne være væk i længere tid. En uge er ikke nok. Min sidste større rejse gik til Japan, og jeg drømmer mig tit tilbage.
Så elsker jeg musik. Jeg startede med at høre ‘Culture Club’ for mange år siden, men den glade popmusik blev afløst af de mere tunge riffs og rytmer. Min søster havde et kassettebånd med ‘Metallica’ og ‘Slayer’, som jeg lyttede en del til. Pludselig hang det ved. Særlig Metallica har gjort indtryk. Heldigvis begyndte jeg at arbejde i GUF, hvor jeg fik et lidt bedre syn på musik, og i dag hører meget forskelligt. Roskilde-festival er det da også blevet til en del gange. Særligt i 90′erne var jeg der meget. Jeg var på festivalen i sommer, men ellers plejer der at gå nogle år i mellem. Jeg var der også i 2000, hvor ‘Pearl Jam’ spillede. Det er også et band, som betyder meget for mig. Desværre for koncerten var det her der skete en frygtelig ulykke. 9 blev mast til døde. Det var slet ikke sjovt, særligt fordi jeg lige havde lagt min egen mor i graven. Kræft er og bliver en meget latterlig sygdom. Det gjorde nok, at jeg gik lidt kold. Jeg tog i hvert fald hjem.
Nu har jeg intet problem med at tage festival, og jeg nyder at høre og spille musik. Jeg spiller også i et band, hvor vi spiller egne numre. Det er meget sjovt.
Livet går videre, og nu prøver jeg at skrive på en weblog. Det bliver spændende om jeg overhovedet kan tiltrække læsere. Det vil tiden vise…