Blah…Blah…

Det svage køn

Der er lavet tv-programmer om det. Og det er sandt. Børn stiller en gang i mellem fantastiske spørgsmål. Forleden dag i en 6. klasse fik jeg følgende spørgsmål: Hvorfor bruger man betegnelsen ‘det svage køn’ om kvinder? Det kunne jeg ikke svare på. Er det fordi de ikke er lige så fysisk stærke som mænd, er det fordi de må vise følelser? Jeg ved det stadig ikke. En kollega sagde at betegnelsen var forkert. Det var jo drengene som var det svage køn fordi vi dør tidligere end kvinder, og fordi at flere drengebørn dør end pigebørn. Hvem er det så lige som er det svage køn? Måske sidder du med svaret…?

Markedsføring eller kunst

Var ude og spille i fredags, for første gang foran et fremmed publikum. Det gik fint, og det virkede som om at publikum kunne lide det vi spillede. Det skal lige siges, at vi spillede 12 numre som vi selv har skrevet, både musik og tekst. Det var sjovt at spille, og det gik godt. Vi spiller rock, men der er en del ballader. Publikummet i fredags kunne bedst lide vores rockede sange. Betyder det så, at vi skal spille mere rock? Eller skal vi blive ved med at tro på vores særlige udtryk. Det er spørgsmålet. Skal man give publikum hvad de ønsker eller ønske sig et publikum. På min væg, herhjemme, har jeg et lille citat – meget godt. Det er skrevet af forfatteren og tegneren til Steen & Stoffer. Han lå i lang tid i kamp med aviserne i USA, om han måtte udtrykke sig frit, eller om han skulle tilpasse sig avisernes krav. Han valgte til sidst at droppe aviserne – måske da han havde råd til at gøre det. Tilbage til citatet: “KUNSTEN ER DØD – KUN MARKEDSFØRINGEN LEVER”. Ikke fordi vi tjener penge på vores musik eller noget, men der skal jo tages en beslutning om hvad vi vil. Det er ikke nemt, for det er jo rart når publikum klapper.

Katten fra helvede

Hmmm, det er ikke lige altid, at jeg kan logge på denne side, når jeg ikke sidder ved min computer derhjemme. Passer stadig kat, den kigger nok ikke ondt mere, men nu er den en plage. Jeg troede at katte var selvstændige og frie, men det er Djohn, kattens navn, ikke. Fra man kommer ind af døren til man går så larmer den vildt. Den vil klappes hele tiden, selv midt om natten. Djohn er måske lidt mærkelig, men den er i hvert fald ikke særlig selvstændig og fri. Men den er nu meget sød, men en hund er nu bedre. Dem kan man regne med.

Nu er det over en uge siden jeg har skrevet, mest pga. at jeg ikke kunne logge på. Nu er jeg her, og så skal der skrives. Hvis jeg bare havde noget at skrive om. Jeg har haft fødselsdag. Det var en god dag, men også mærkelig. Mærkedage får jo tankerne i gang, særligt på en dag hvor jeg har ønsker. Det største ønske kan jeg ikke få, og det gør altid at dagen bliver mærkelig, men heldigvis er der andre som gør dagen god. Men når lysets slukkes kan jeg godt blive lidt trist. Noget af det bedste omkring min fødselsdag skete i går. Eleverne i den klasse jeg underviser havde lavet en kurv med slik, muffins, en blomst og flag. Pludselig kommer de ind i klassen med denne kurv, overrasker mig totalt, og jeg står bare der, mundlam. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige, men jeg havde i hvert fald lyst til at kramme dem alle sammen og sige tak.

Nu må jeg komme videre i dagens tekst. Jeg skal også være frisk, da jeg har nogle hårde dage foran mig. Jeg ved at arrangere gyserfortælleaften med min 4. klasse, skal ud og spille på fredag til en fest, hvor jeg faktisk ikke gider at være. Den skal bare trykkes af til den fest. Jeg har på intet tidspunkt ønsket at spille til den fest, hvorfor ved jeg ikke helt. Men det skyldes nok nervøsitet over publikums reaktioner, hvordan vil de modtage vores musik. Vi skal spille 12 numre, som bandet selv har skrevet. Jeg er godt tilfreds med vores numre, de er faktisk meget gode, men jeg er nu stadig nervøs for modtagelsen.

Nu vil jeg stoppe, skal tidligt op, til møde og høre om strukturreformen på det kommunale niveau. Det bliver hårdt.

Et vidunderligt job!

Hmmm, en gang i mellem bliver man nødt til at stoppe op, spørge sig selv om det man laver er tilfredsstillende. Er der udviklingsmuligheder, er der dynamik, karrieremuligheder osv. Nogle af tingene kan jeg svare nej til, man bliver i hvert fald ikke rig af mit arbejde, men til endnu flere ting kan jeg svare ja. Der er masse af udviklingsmuligheder, dynamik, ikke de store karrieremuligheder (så skal man nok skifte til det private) og så er der mennesker. Og det er disse mennesker som skaber hele mit arbejde, som gør dagene gode og dårlige. Jeg arbejder i den danske skole, og det er jeg meget glad for. En af de ting, som jeg er glad for er menneskerne, men også deres forskelligartede liv. Og tro mig når jeg skriver at du oplever mange ting i folkeskolen. Vanvittige forældre, søde elever, gode forældre, lidelse, social nedtur, tårer, grin, sang, råb, skrig, død, selvmord, vittigheder, sjove sætninger, mærkelige bemærkninger, mobning, kammeratskab, evaluering, test, bamser, snot, hvor er min mobiltelefon, taklinger foran mål og jeg kunne blive ved. Det er da fantastisk, at kunne opleve sådan en forskelligartet verden hver dag. Andre ville sikkert tænke – ARGH, men jeg kan godt lide det. Hårdt – ja, selvfølgelig, men hvilket job er ikke det i perioder. Og det har været hårdt i de sidste uges tid. Det er ikke for sjov de ting jeg har skrevet tidligere. Desværre lykkes det ikke altid forældrene at beskytte deres børn mod den lidelse, som er i verden. Det reagerer de som regel på, og ikke altid positivt. Det er bare hårdt, men udfordringer er så at få det bedste ud af det. Det er noget af det spændende ved at være lærer. Jeg ville i hvert fald kede mig ihjel på et kontor, hvor jeg skulle sælge.

Argh…

Jeg må hellere komme i gang med årets udfordring. Hvordan kan nogen overhovedet overveje, at en sumobryder skal være idrætslærer? Min chef kunne godt, og jeg skal nu føre idrætslærer til visitkortet. Det bliver hårdt, da min kondition er negativ, og tænk på hvor meget luft jeg skal flytte, når jeg begynder at løbe. Åh, det bliver hårdt, men også lidt sjovt. Og der er nogen, der har fortalt mig, at det skulle være sundt.

Jeg var til fægtning i sidste weekend i forbindelse med et polterabend, og det var sgu’ hårdt at løbe rundt og svinge med en kårde. Ja, det siger lidt om mit kondital. Nu er det heldigvis det ydre, som siger meget om idrætslæreren. Har man det seneste moderigtige tøj på, så tror alle jo at man kan løbe samme distance som den kinesiske mur på et par timer. Så nu skal jeg ud og købe det mest lækre idrætstøj man kan få i dette kongerige. Og så er planen vist i idrætstimerne at stå langs med væggen, se godt ud (hvis en sumobryder kan det?) og råbe af eleverne. Kan de ikke spille fodbold i et helt skoleår?

Ok, den går nok ikke, men lidt sumobrydning kan de jo altid lære. Der er kun 82 lovlige kast, de må slå og derudover lærer de at skubbe og spise helt forkert. Det er lige en sportsgren for mig.

Hiroshima

Så er det snart 60 år siden at verdens første atombombe blev brugt mod et civilt mål. Den 6. august 1945, kl. 8.15 blev den første atombombe kastet over Hiroshima. Store dele af byen blev ødelagt, og bomben kostede øjeblikkeligt ca. 78.000 døde, men 140.000 var døde inden at 1945 var forbi.

I dag er Hiroshima en kedelig by i beton med masse af liv, men overalt i byen er der mindesmærker, som gør den enkelte opmærksom på, hvad der er sket i byen. Jeg har været i Hiroshima, og brugte en hel del på at vandre igennem museet om bomben og mindesparken. Museet gjorde mig ekstrem tosset på amerikanerne, og mindesparken gjorde at vreden blev til tristhed. Lige da jeg kom ud anså jeg bomben som terrorisme, at den var uden formål. Kun at sætte japanerne på plads. Men i krig har respekten for fjendens liv altid været meget lille. Da jeg gik rundt i parken i Hiroshima blev jeg mindet om alle tragedier som fandt sted i Hiroshima efter bomben. Særlig gjorde den kendte historie om Sadako, en 12-årig pige som døde af kræft efter hun havde overlevet bomben. Historien om Sadako handler om den 2-årige Sadako, som overlever bomben, men efter nogle år udvikler kræft som følge af strålingen. Under hendes sygdom fortæller nogle hende, at hvis hun folder 1000 papirtraner, vil hun få et ønske opfyldt. Hun folder og folder, men når ikke at lave 1000 inden hun dør som 12-årig. I dag kan man finde disse papirtraner overalt i mindesparken, som et symbol på at det aldrig må ske igen.

Ja, det satte sine spor at besøge Hiroshima. Efter min hjemkomst til Danmark læste jeg en artikel om museet i Jyllandsposten. De mente at museet var fint, men det blev kritiseret for alt det, som ikke var der. JP mente åbenbart, at museet skulle være et sted, hvor man også skulle fremvise, hvorfor Japan fik en atombombe i hovedet, her skulle de også vise deres krigsforbrydelser. Men der er jo mange forklaringer på, hvorfor Japan fik bomben. Nogle taler om, at det var afskrækkelse i forhold til Sovjetunionen, andre om at det var for at spare amerikanske og japanske liv. Ja, man smed også bomben for at spare japanske liv. Amerikanerne frygtede at, hvis de gik ind på det japanske fastland, ville det kostede over en million livet. Der er mange forklaringer.

Det mest fantastiske i Hiroshima var faktisk, at jeg ikke oplevede en bitterhed over det, der var sket. På mig virkede det som om, at man accepterede det, som var sket, og prøvede at få det bedste ud af det. I Hiroshima brugte man energien på fredsarbejde. Inden på museet hænger der fx breve fra Hiroshimas borgmester, som han/hun har sendt til verdens ledere, hver gang de prøvesprang en atombombe.

Derudover var Hiroshima et udtryk for den angst, jeg oplevede i min barndom i 70′erne og 80′erne. Her var der godt gang i den kolde krig, og der gik ikke en dag uden, at man hørte om atombomber, jerntæppet osv. Jeg har set mange udsendelser i tv om, hvordan man skulle forholde sig, hvis der sprang en atombombe. Særlig gjorde alle konsekvenserne indtryk. Atomvinter, strålesyge osv. Hiroshima gjorde det bare endnu mere klart, at vi aldrig skal bruge de våben igen.

Jeg har vedhæftet nogle billeder, som jeg har hentet fra diverse hjemmesider. Jeg ved godt, at jeg ikke må, men formålet er vigtigere end copyright. Billeder viser Hiroshima efter bomben. Der er også en trappesten med en skygge. På trappen har der siddet en person, da bomben faldt. Den skygge, som personen har kastet, er blev fastholdt, da omgivelserne er blevet brændt af den kraftige varme efter bomben.

Læs mere på dr.dk eller på Hiroshima peace Site

Det lille gule hus

Fra du nogensinde set Vestsjælland fra en motorvej. Ja, kan jeg svare. Det har jeg. Jeg er netop vendt tilbage fra 5 dage på Reersø og en fantastisk Sigur Rós koncert i Vega. Reersø og Sigur Rós er en fantastisk blanding. Jeg kan nærmest forstille mig at flyve henover Reersø i mens musikken fra Sigur Rós spiller i mit indre. Stort.

Jeg skulle bo i det lille gule hus, hvor jeg var en flygtning fra min hverdag. Tour De France kunne jeg dog ikke helt slippe. Jeg skulle læse, være stille, lytte og vigtigst at studere havet. Jeg har en forkærlighed for havet. Jeg kan kigge i timevis på bølger som slår mod land. Det er fantastisk. Min første bog var om terrorisme. Siden bomben i London har jeg forsøgt at finde en forklaring på hvorfor. Jeg blev ikke så meget klogere, men bogen gav da nogle forklaringer. Et svar var den post-moderne verden, som den mere traditionelle verden havde svært ved at acceptere. Det førte til utilfredshed, hvilket medførte at nogle sprængte bomber. Den kom med religiøse forklaringer, den kom faktisk hele vejen rundt, men uden at give et klart svar. Det var nu heller ikke bogens mening. Det var en debatbog. Jeg blev nu et endnu større spørgsmål, da jeg læste at bombemændene fra London var født og opvokset i England. Hvordan kan man hade et land så meget og blive boende? Jeg fatter det ikke helt. Skal vi terroren til værks bliver vi nok nødt til at finde frem til, hvad der gør disse unge så vrede, og prøve at løse den problemstilling. Hvis de springer bomber fordi de vil have, at Islam skal herske i Europa og i verden, så er jeg bange for at deres kamp er tabt. Når terroristerne bruger Islam som forklaring, tror jeg at de kristne i Europa rykker nærmere sammen, og kløften mellem os vil blive endnu bredere og dybere. Som nævnt i ‘Kringsatt af fiender’ så er krig foragt for liv, fred er at skabe. Der er desværre ingen nemme løsninger på terroren.

Nu bestod mit ophold på Reersø ikke kun af at tænke over terrorismen. Jeg nød skam det gode vejr, cyklede efter is, læste anden faglitteratur, grillede og hyggede. Så har jeg fundet ud af, at jeg er meget dårlig til Matador. Jeg besøgte nogle venner, og her skulle vi spille Matador. Jeg må indrømme, at jeg ikke fik en chance. Der var en medspiller, som var tilsmilet af heldet. Jeg må gå i træning. Jeg besøgte vennerne to aftener, meget hyggeligt, og der nu noget fantastisk ved at sidde ude til kl. 2-3 om morgenen. Det var fedt.

På besøg hos en anden ven hørte jeg den sygeste historie. At en mor til et barn på 3 skulle miste sit liv, fordi en mand var blevet dømt i retten for incest. Moderen var kommet kørende i en retning og manden i den anden. Manden vælger åbenbart at køre over i modsatte vejbane, hvilket resulterer at de to biler kører frontalt ind i hinanden. Begge bliver dræbt. Det er fandeme ondskabsfuldt at tage andre med i døden, fordi man selv har gjorde noget slemt. Det er fandeme sygt. Nogle gange er denne verden sgu’ for sindssyg. Mennesket er desværre i stand til at gøre de ondeste ting. Hvorfor? Ja, det er spørgsmålet, men altid med en hensigt.

Selv om jeg var flygtet fra min hverdag, så kom den alligevel til mig. Som man sidder med det største smil og nyder tilværelsen, så melder virkeligheden sin ankomst. Telefonen ringer. Min kammerat gennem snart 25 år havde mistet sin far. Han var sovet stille ind. Døden kommer sgu’ hele tiden på visit. Jeg har selv mistet min mor som følge af kræft, så når jeg hører disse historier om død, sætter det altid noget særligt i gang i mig. Nu er det anden gang inden for to måneder, at en ven mister en forældre. Jeg håber selvfølgelig bare, at jeg er en god støtte. Mit formål med at støtte er, at mine venner ikke bliver bitre over livets gang. Nogle får had til læger, Gud, den døde, sig selv pga. det som er hændt, men det kommer man ingen steder med. At man søger forklaringer er fint, men ikke for enhver pris. Når jeg ser forældre, der har mistet et barn, og flere år efter forsøger at finde en forklaring, en at give skylden, tænker jeg, at det er trist. Det får ikke deres elskede tilbage. Vi burde alle blive bedre til at acceptere døden, se den i øjnene og ikke frygte den. Vi skal alle den vej. Jeg mener, at vi skal bruge døden til at nyde, værdsætte livet noget mere. Finde glæde i de små ting. Pludeselig kan det jo forsvinde. Døden sætter sgu’ mange tanker i gang. Nu venter bisættelsen i næste uge.

Tilsidst vil jeg slutte med lys. Eller nærmere bestemt lyset. Solnedgangen på Reersø er fantastisk, og der er et fantastisk lys på denne vestsjællandske halvø. Naturen kan skabe de mest fantastiske billeder. Prøv det en dag!

2 Kommentarer til Blah…Blah…

  1. Mille skriver:

    Hvor jeg nød at læse dit blah blah om dit og dat… Landede tilfældigt på siden… Tak for det..

  2. Morten skriver:

    Tak for det. Jeg håber også, at kunne underholde i fremtiden.

Skriv et svar