Ludza, Letland

Mange fordomme er faldet på de mindre end 24 timer jeg har været i Letland. At Letland var en forbryderstat, hvor mafiaen herskede, at der ikke var styr på noget, at menneskerne var uvenlige. Alt det er faldet fra hinanden.

Vi fik hentet vores lejet bil i lufthavnen, og fik på den måde konkluderet at taxichaufføren, der kørte os til hotellet om aftenen, havde snydt os.

Vores bil, en VW Golf TDI, bragte os sikkert af sted fra Riga og mod øst til Ludza. Turen gennem Letland var frygtet af mig, men igen var det ubegrundet. Vejene er lidt bumpede, ellers ganske glimrende.

Efter ca. 4 timer i bil ankom vi så til Ludza. Vi blev hentet af vores kontaktperson, som kørte os til den skole vi skal besøge. Her blev der budt på en frokost. Hundeæde – nej, igen var servicen i top. 

Vores hotel er fint. Min kollega bor nærmest i en herskabslejlighed af et hotelværelse, men jeg er bare glad for internettet. Nu har vi lige nogle timer for os selv inden vi skal ud og se byen. Nu glæder jeg mig til de kommende dage.

Udgivet i Den danske folkeskole, Livet | Tagget , , , , | Kommentarer slået fra

Riga by night

Minibaren er tømt, pizzaen fra det lokale pizzaria er spist. Nu mangler kun søvnen. Jeg er nu ankommet til Riga, Letland. Efter en nats søvn går turen videre til Ludza i det østlige Letland, tæt på Rusland. Her skal den stå på skolebesøg. Det bliver sgu’ spændende.

Indtil videre er der ikke så meget at berette om. Det eneste vi har set er en køretur gennem Riga efter mørkets frembrud. Så ligner det bare en by, der sover. Det bliver godt at se byen i solskin.

Næste udfordring bliver køreturen østpå. 300 km på lettiske veje – det bliver spændende. Men lige nu er jeg ikke så utryg ved situationen. Det skal nok gå. Det bliver i hvert fald spændende at se landet.

Udgivet i Den danske folkeskole, Livet | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Udfordring!

Er lidt spændt på min tur til Letland. Mest fordi jeg har en masse fordomme om østeuropa. Jeg er jo et barn af den kolde krig. Mine fordomme går på en lav standard, grådighed, fattigdom og lovløshed.

Nu håber jeg bare ikke, at fordommene bliver bekræftet. Jeg håber faktisk på, at mine fordomme bliver udfordret og jeg kan rejse hjem med et andet og mere positivt syn.

Udgivet i Livet, Tanker fra lænestolen | Tagget , , | Kommentarer slået fra

En cola

Det er nu skønt, at mødes med gamle venner, hvor man bare kan snakke. Også selv om at det er lang tid siden, at man sidst sås. Sådan en oplevelse har jeg haft i dag. Jeg mødtes med min gamle skolekammerat til en cola. Det var sgu’ fedt. Og endelig var der én, der fandt det underholdende, at der blev taget billeder.

Meeting D-girl

Udgivet i Livet | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Det tør vi ikke…

Grimt sprog og tæskehold i folkeskolen har man kunne læse om i de seneste dage. Ja, det lyder ikke nemt, at være ansat i folkeskolen.

Når jeg læser artikler, især om grimt sprog, så tænker jeg ofte på, hvorfor medierne ikke skriver om alle de forældre, som ikke gør deres job godt nok. Elevernes opførsel må jo komme et sted fra, og man kan ikke udelukkende give medierne skylden.

Det er som om, at det altid er skolen som har et problem, at det er skolen som skal ændre på sine systemer. Sommetider er det også skolen, men medierne sætter sgu’ aldrig fokus på den mislykkede forælder. Jeg tænker, at det skyldes, at man ikke har lyst til at lægge sig ud med sine kernelæsere. Og det ville nu engang være trist, at man ikke satte fokus på en sag, fordi den kunne skade mediet, som bragte historien.

Udgivet i Danmark, Den danske folkeskole | Tagget , , | En kommentar