Pegefingeren

Kan man blive tilskuer i til sit eget liv? Jeg snakkede forleden dag med en ven om løst og fast. Hun har mand og børn. Pludselig fortæller hun om denne følelse om at være tilskuer til sit liv. Da man var ung var man selv i centrum, livet handlede om én selv. Nu hvor familien er kommet, handler livet pludselig om at være der for familien. Man henter og bringer, går med til fodbold, dans, venter oppe og hvad man nu ellers gør for børnene. Man bliver lidt tilskuer. Ens liv handler om familien.

Nu er jeg i den heldige (andre vil sige uheldige) situation, at jeg ingen børn har. Så mit liv handler om mig. Dog kan jeg godt følge tanken, når jeg tænker over de samtaler jeg har haft med venner med børn.

Og det svære i dette må være balancen mellem at leve sit eget liv og familien.