Snart skal krydset sættes, og valgkampen ser mere og mere spændende ud. Det store spørgsmål er om Ny Alliance kommer i Folketinget. De er stadig på vej, men er ikke så sikkert mere.
Jeg har fuldstændig mistet troen på, at det bliver anderledes med en anden regering. På nogle områder gør det nok, men der bliver sgu’ ikke den store forskel. Jeg vil bare ha’ valget overstået i en fart.
Jeg skulle lige prøve det, og nu sidder jeg fast. Nu vil jeg sige mit job op og bruge tiden på Facebook. Det går nok hurtigt over, men jeg må indrømme, at det er sjovt lige nu.
Jeg troede, at jeg ville skrive det ene indlæg efter det andet om valget, men jeg gider faktisk ikke. Jeg må indrømme, at valget er spændende, men alligevel utroligt uinteressant. Det handler hele tiden om penge. Politikerne overbyder hinanden hele tiden. De lover og lover, men hvad kan de faktisk holde. Jeg tror faktisk ikke, at en ny regering vil ændre på særligt meget.
Jeg er faktisk stået af valgkampen. Jeg er nemlig lidt i chok over, at vi aldrig har været rigere og alligevel vil vi havde mere. Det finder jeg alligevel lidt klamt. Jeg kommer sådan til at tænke på en slikskål ved en familiefest. Der er en masse slik, men alligevel er der børn som ikke kan stoppe, som skal have mere og mere. De voksne plejer altid at stoppe de grådige børn, men når det handler om penge er det åbenbart en anden sag.
Jeg må indrømme, at jeg ikke har noget imod at betale min skat. Via min skattebetaling kan jeg benytte min læge, hospitaler, bibliotek, skoler, klubber, veje, og en masse andre offentlige tilbud. Spørgsmålet er om jeg ville benytte disse tilbud, hvis de kostede penge. Mine penge ville nok gå til noget andet. Skulle jeg ikke betale så meget i skat, ville jeg nok have råd til disse ting, men det er ikke sikkert, at jeg ville prioritere teateret og biblioteket, hvis jeg skulle betale for at låne en bog.
Derfor kunne man frygte, at kulturen blev for dem med størst overskud, og det ville helt klart skabe et samfund, hvor skævheden ville blive endnu større. Og det ønsker jeg ikke.
Jeg har været gal i hovedet i de sidste par dage. Selv mine elever spørger om jeg er på piller.
Det er jeg nu ikke, men jeg har bare haft lyst til at underholde foran mine elever, sige sjove og åndssvage ting. Jeg synes nemlig, at det er lidt vigtigt at vi, altså lærerne og eleverne, kan grine sammen.
Jeg må indrømme, at jeg godt kan lide at snakke med mine elever.Man får altid lige lidt ekstra at vide, hvis man bruger lidt tid på dem. Det er samtidigt også sjovt at lave lidt fis med dem. Og endnu sjovere den anden vej. Nemlig hvis eleverne kan lave lidt sjov med mig.
I dag drillede de mig. Jeg måtte ikke komme ind på skolen. På tidspunkt ville jeg lige sætte i fuld galop hen mod en anden dør. Jeg havde et godt forspring. På vej mod døren skulle jeg lige ned af et trin. Jeg kom nærmest flyvende udover dette trin, og i det jeg satte den ene fod i jorden for at løbe videre, gik det op for mig. Jeg havde fået overbalance, om lidt ville jeg falde. Jeg havde lige det problem, at jeg havde et glas i min brystlomme, så jeg ville helst ikke lande på den side. Pludselig gik det stærkt – jeg styrtede. Jeg slog mit knæ, og mine ribben kan godt mærke at de landede på min arm. Nu er jeg ikke helt let.
Mine elevernes reaktion var nærmest chok. De sagde hurtigt undskyld, og ville gå med det samme. Jeg måtte lige stoppe dem og fortælle, at det bare var et uheld. Og det ikke var deres skyld. Jeg gik lidt og grinede af det. Jeg kommer i hvert fald til det senere.
follow: RSS
