Pegefingeren

Jeg har skrevet handlingsplanen færdig. Jeg håber, at den hjælper min elev. Problemet i dagens Danmark er jo netop, at handlingsplanen ikke er nok til at eleven faktisk får støtte. Nu skal psykologen kigger på papirerne, han/hun skal indstille noget til politikerne, som endelig skal tage stilling til om der skal bruges penge og tid på eleven. I mellemtiden har eleven helt sikkert fået det dårligere. Det er desværre et meget tungt system.

Det værste der faktisk kan ske for udsatte elever i folkeskolen, er når der går politik i den. Når beslutninger pludselig bliver lavet om fordi, der ikke er penge nok. Det er selvfølgelig ikke svaret, der bliver sagt højt, men det er som regel sådan at det er. Det er ikke nemt at være elev i specialundervisningen i dag.

Jeg er alt for doven i dag. Jeg SKAL skrive en handlingsplan for en af mine elever, men jeg gider ikke. Og det handler ikke om, at jeg ikke tror, at mine ord hjælper. Jeg er bare doven i dag. Men min dovenskab skal jo ikke gå ud over et andet menneske, som har brug for hjælp. Jeg skal bare i gang.

Sommetider ville det være rart at være lidt mere afslappet. Se gennem fingrene med nogle ting, som nok bare er drengestreger. Jeg kan bare ikke i situationen.