Pegefingeren

Jeg har haft skole/hjem-samtaler i dag, og de er altid en kilde til nervøsitet. Det skyldes, at man ikke helt ved, hvad forældre kan finde på at sige, ligesom eleven og forældrene ikke ved hvad lærerne vil sig. Dog har de fleste elever en idé om det, der vil blive sagt.

Heldigvis gik samtalerne godt, jeg havde nu ikke forventet andet, men der var dog nogle elever jeg fik ondt af. Ondt af fordi deres verden havde ændret sig, og at de ikke kunne gøre noget ved det. Jeg kan ikke hjælpe – kun ved at snakke med eleven, men det for ikke verden tilbage som den så ud. Men jeg er sikker på, at det gode humør nok skal vende tilbage.

Og da jeg tidligere i dag ligeledes var til et foredrag om stress, så kan jeg godt forstå at mange lærere får stress ved tanken om skole/hjem-samtaler. De er i hvert fald præget af stor uforudsigelighed. Og ifølge den stresskonsulent, der holdte foredraget så kunne det være en kilde til stress.

Nu mangler jeg resten af samtalerne på onsdag. Det skal nok blive spændende. Der er i hvert fald nogle elever, som ikke får de mest rare samtaler. Der skal siges lidt alvorlige ting.