Jeg har i dag, via sms, haft en mindre diskussion om Ruslands handlinger på det seneste. Min ven frygtede en ny kold krig. Jeg kan godt se, hvad han mener, men begrebet leder tankerne hen på perioden mellem 1945 og 1989, og situationen nu kan ikke sammenlignes.
Derfor er jeg ret glad for, at jeg har læst ‘Civilisationernes Sammenstød’ af Samuel P. Huntington. Rusland er ved at have så meget økonomisk styrke, så de kan begynde at udfordre den vestlige dominans i verden. De er nok trætte af, at internationale regler er dem som den vestlige verden har opfundet. De er sikkert sure over, at vi godkender Kosovo og så er det bare orden, og at vi ikke lytter til Rusland, når de gerne vil ha’ en finger med i spillet.
Jeg tror, at russerne leger os. De godkender de lande som passer dem, og er ret ligeglade med hvad vi mener. De har vel lige så meget ret som vi har. Sådan tror jeg, at russerne tænker. Civilisationernes sammenstød handler ikke om ideologier som støder sammen, men derimod om kultur. Og når den vestlige kultur støder sammen med den ortodokse, så bliver Rusland nødt til at handle. Derfor kan handlingerne ikke sammenlignes med en ny kold krig. Fordi det jo ikke kun er vesten mod Rusland, men derimod alle kulturernes kamp mod hinanden. Lige nu er alle efter Vesten, fordi vi nok sidder på tronen af verden. Men spørgsmålet er i hvor land tid?
Ruslands handlinger behøves ikke at ses som et angreb mod vesten, men mere som et forsvar af den ortodokse kultur. At vi ikke skal blande os. Vi derimod kæmper selvfølgelig for demokrati og selvbestemmelse, men er vi så ikke lidt dobbeltmoralske, når vi ikke ønsker demokrati og selvbestemmelse for de dele som er brudt ud af Georgien? Det ønsker den del af folket jo. Det kunne godt se ud til, at det post-moderne landkort er ved at opstå. Hvor alle nu bare skal ha’ deres eget land.
Det bliver jo lidt spændende, hvad der sker, men det er helt sikkert, at Georgien bliver den store taber i det store spil.
