Pegefingeren

Trætheden er ret stor i disse dage. Min skole har fødselsdagsuge, hvilket betyder at alt normal undervisning er omlagt, og samtlige elever er nu inddelt i lande. Jeg er i Japan. Det har da været lidt sjovt, men også hårdt. Det hele er lidt kaos, og særligt udskolingen har lidt svært ved at finde motivationen frem. Det skyldes nok, at landene består af elever fra 0. – 9. klasse og det har været svært at ramme nogle emner som også motiverer udskolingen.

I Japan har eleverne lært lidt om landets historie, geografi og om Sadako. Historien om Sadako handler om en pige som overlevede atombomben i Hiroshima, men 10 år efter fik kræft, sikkert pga. bomben, og døde i en alder af 12 år. Det særlige ved Sadako var jo, at hun foldede papirstraner, da hun troede på at hun kunne få et ønske opfyldt, hvis hun foldede 1000 traner i papir. Hun klarede aldrig de 1000, men nu er papirstranen blevet et symbol på fred. Folder man 1000, så kan man sende dem til Hiroshima, og man får en lille anmærkning fra byen. Vi er selvfølgelig også begyndt at folde traner, og jeg tror faktisk at vi er meget træt på de 1000. Det er jo fedt. Udover at eleverne har foldet traner, så har de også hørt på foredrag fra den japanske ambassade, haft besøg af Michiko, som skrev deres navne med japanske tegn, spist sushi og i morgen får de besøg af nogle kendo-folk.

Nu håber jeg bare, at eleverne har oplevet det som interessant. Eller som Thomas Ziehe sagde, at eleverne har oplevet en god anderledeshed.

I morgen er det så den store dag, hvor skolen skal fejres. Det gider jeg ikke. Eleverne skal synge en japansk sang og læse haiku-digte op for forældrene. Det gider de sikkert ikke.

Med det har været meget fedt med en uge med Japan, men jeg glæder mig nu til den normale undervisning starter igen.