Ja, så lever jeg med akut lymfatisk leukæmi. Det er sgu’ mærkeligt. Jeg har nok ikke helt fattet det endnu, men det skal nok komme. Jeg har fået min første kemo-behandling i mandags, og indtil videre har jeg ikke haft de store bivirkninger, men det kan jo komme. Men det er sgu’ lidt trippet at få kemo i rygraden, og senere med drop. Men det hjælper mig jo i kampen mod denne lorte sygdom.
Nu vil jeg stille og roligt kæmpe videre. Lytte til de råd jeg får og ellers vinde denne kamp.
Den 15. september vågnede jeg op med hovedpine, og tænkte ikke nærmere over det. Mange mennesker har jo hovedpine. Tiden gik, men min hovedpine forsvandt bare ikke. Jeg fik også kvalme en gang i mellem. Men jobbet skulle jo passes, og et par piller gør jo underværker. I hvert fald i en periode.
Jeg begyndte på et tidspunkt at undre mig over min hovedpine, tænkte at det var noget med mine nyrer, da de i forvejen ikke er verdens bedste. Men nej, nej… Endelig tog jeg til lægen. Han lyttede, tog nogle blodprøver. Og jeg var træt, helt vildt træt. Kunne ikke går 20 meter uden at være helt flad. Næste dag ringede lægen. Det var blodmangel, og han ville gerne have mig på Rigshospitalet i en fart. Jeg spurgte selvfølgelig om, hvad det handlede om, og svaret kom hurtigt. Det var leukæmi.
Alle tanker forsvandt, de er faktisk ikke kommet igen. Tog hjem, stenede lidt, begyndte at ringe rundt. Min søster hentede mig og turen gik til Riget. Flere prøver, samtaler med læger og sygeplejersker. Diagnosen var klar. Akut lymfatisk leukæmi (ALL), type B. Sygdommen kaldes også børneleukæmi, da den desværre også rammer en del børn.
Nu sidder jeg så her. Med en sygdom over hovedet, som jeg ikke lige ved, hvad jeg skal stille op med. Indtil videre er min tal i bedring, så det gør mig jo meget glad, men der er lang vej endnu. Nu starter jeg op min kemo-behandling, og den bliver sikker hård. Men som min skoleleder altid siger, så kan en elefant kun spises i små bider, så jeg prøver at tage en dag af gangen.
Og personalet her på Riget gør mit ophold utroligt godt. De er professionelle, søde, omsorgsfulde og lyttende. Det hjælper også på humøret!
Ind kom hun, ind på vaskeriet. Sammen med sin hund. Min første tanke var skrid, men jeg lod hende og hunde være. De gjorde ingen fortræd.
Kvinden var hjemløs, skulle sove på toiletterne på kirkegården og derudover lød hun lidt træt af livet. Hun ville i hvert fald gerne dø. Hun havde ikke fået kontanthjælp i 3 måneder, da hun ejede en grund på Lolland til 81.000,- kr. Det sagde hun i hvert fald. Hun stjal mad og øl, savnede at ryge hash, hun havde ikke råd lige i øjeblikket.
Hun var lidt overrasket over, at jeg gad lytte på hende. Hvad skulle jeg ellers bruge tiden på, når jeg var på vaskeri.
Jeg pakkede snart mit tøj og tog hjemad. Kvinden har da sat nogle tanker i gang i mit hoved. Hvorfor ender man på gaden? Hvordan behandler vi samfundets svageste? Og ikke mindst, at jeg har det sgu’ godt, selv om jeg synes, at livet også giver mig nogle spark.
Som totalt københavner-knude, så er det altid rart at se andre dele af det danske land, og indse at København bare er stedet. Men jeg må indrømme, at efter min seneste tur på landet, så har landet noget byen ikke har. Natur, stilhed og ro – det mangler byen. Men jeg ved også, at den enorme stilhed ville gøre mig sindssyg. Så 5 dage på landet var nok.
Jeg har været i landbrugspraktik med min klasse. Eleverne boede på hver deres gård, og vi lærere var også bosat på en gård i Øster Brønderslev.
Det var et interessant møde med landbruget. Der er ikke meget, der er overlagt til tilfældigheder. Der er styr på alt. Miljø, dyrevelfærd, foder, økonomi, arbejdsgange. De gårde vi besøgte var i hvert fald godt kørende. Det så ud til at der var styr på det. Jeg så ikke noget, som jeg fandt skræmmende.
Det fede var jo, at se mine kære elever i landbruget. De mødte en verden som var meget anderledes, end den de kom fra. Der var pludselig langt til kammeraterne, til Netto, til tanken. Der lugtede ude i stalden, dyrene skreg, der var ulækkert. Ja, men det var jo ikke kun dårlige ting. Eleverne fik jo også lov til at prøve nogle ting, som jeg ikke vidste noget om. Måske kørte de traktor og andre maskiner.
Måske vil mine elever ikke indrømme det, men jeg tror faktisk, at de havde en god uge. Fordi eleverne får prøvet nogle grænser af, finder ud af noget om dem selv, deres grænser, de prøver at stå på egne ben. Det er jo en fantastisk oplevelse, som er svært at give eleverne i folkeskolen. Så jeg kan kun anbefale landbrugspraktik.
Ja, det kan sgu’ være meget hyggeligt derude på landet.
Jeg må indse, at vi mennesker er alene. Vi kan åbenbart kun stole på os selv. Det er sgu’ trist.
follow: RSS
