Pegefingeren

I dag er det 14 dage siden, at  jeg fik beskeden om min sygdom, akut lymfatisk leukæmi. Det har sgu’ været vilde 14 dage. Hele min verden er vendt op og ned. Nu tænker jeg nærmest kun på sygdom, og hvad jeg kan gøre, hvor før var jeg måske lidt mere ubekymret, ligeglad. Jeg skulle bare nyde.

Nu skal jeg hele tiden tænke i tal, blodprocenter, blodplader, infektioner, medicin osv. Det er hårdt, for jeg vil jo gerne gøre det rigtige. Gøre det rigtige, så jeg vinder denne kamp.

Og det bliver en lang sej kamp – det er der ingen tvivl om. Jeg er begyndt at få min kemobehandling, og heldigvis er den eneste bivirkning en mærkelig udtørring af min mund. Det er så ganske ubehageligt, men jeg synes, at det er billigt sluppet. Det gør desværre, at jeg ikke har lyst til at drikke, og jeg kan slet ikke sluge de piller jeg skal. Det er også åndssvagt at piller skal være på størrelse med biller, når det nu ikke er nemt at få dem ned.

Så er jeg træt. Jeg er så satans træt. Det er helt vildt. Før drak jeg jo bare en cola og fik energien, men nu hjælper intet. Kun at jeg sidder ned. Dog skal jeg også holde mig i gang, da jeg jo helst ikke skal tabe for meget muskelmasse. Jeg har allerede tabt mig 6 kg, og det er bare ved at ligge stille. Og jeg har spist flere gange om dagen. Så jeg har fået at vide at det er godt at holde sig i gang. Det hjælper også på at komme gennem sygdommen, så jeg skal ud og gå. Det bliver hårdt, men det hjælper mig.

Men tingene er faktisk positive ud nu. Mine tal er så gode, at jeg ikke længere skal være indlagt på Riget. Jeg skal komme til tjek hveranden dag. Det er sgu’ meget rart. Men det er også lidt skræmmende at være væk fra sygehusets trygge miljø. Heldigvis er jeg et nyt trygt sted, nemlig hos min søster. På grund af sygdommen må jeg nemlig ikke være alene, så jeg skal være under opsyn i tilfælde af, at jeg skulle blive dårlig.

At være ude i verden betyder selvfølgelig også en masse andre ting. Det betyder, at jeg skal bære maske, hvor der kommer mange mennesker. Det skyldes, at mit immunforsvar er banket tilbage til stenalderen, og jeg let bliver syg. Det ser lidt dramatisk ud, når jeg går rundt med maske, men jeg ved at det hjælper mig, så jeg er ligeglad. Jeg oplever mange blikke, og enkelte medarbejder i en forretningen stillede også spørgsmål, men det er ok. Jeg siger bare, at jeg er syg og de andre kan smitte mig.

Der sker sgu’ mange ting inde i mit hoved. Den ene dag er jeg positiv, tror på det, og en anden dag kommer tvivlen, at det her er sgu’ alvorligt. Jeg har ikke mistet troen på, at jeg nok skal blive rask, men nogle dage har jeg nok glemt, hvor alvorlig kampen bliver. Den bliver fandeme lang og sej, men jeg tro på det. Jeg skal nok vinde!!!

Det var mange mærkelige ting…