Farvel Anders vil der sikkert stå i aviserne i morgen. Også på min indre lysavis vil ordene kører igen og igen.
Diskussionerne om Lars Løkke vil starte, og han må vise at han kan leve op til posten som statsminister. Snakken om valg er ligegyldig. Der er intet krav om valg. At det ville være rart med en anden regering end Venstre og Konservative skal ikke være en hemmelighed, men valget behøver de ikke at udskrive.
Jeg tænkte mere, at jeg ville skrive lidt om Anders og det samfund har har skabt ifølge lille mig.
Jeg må indrømme, at Anders har været dygtig. Dygtig til at overbevise danskerne, at han var svaret på alle deres problemer. Men andre ord så har han været en utrolig dygtig politiker.
Men så kan jeg heller ikke sige, så meget andet godt om ham. Han har skabt et samfund, hvor pengene blev de vigtige, hvor alle bare ville have mere, netop fordi at Anders og hans venner gav os muligheden. Det individuelle har været i fokus, fællesskabet er smuldret og når Anders snakkede om fællesskab, så oplevede jeg det som tomme ord. Hele tiden var den enkelte i centrum. Frit sygehus valg, frit skolevalg, frit det ene og det andet.
Konsekvensen er et samfund, hvor den enkelte har mere magt end fællesskabet. Selvfølgelig lige i Anders’ ånd, men ikke i min.
Anders har også accepteret et land, som er blevet mere fjendsk over for det fremmede, det ukendte. Hans samarbejde med Dansk Folkeparti har netop gjort, at det er laveste fællesnævner, som sætter dagsordenen. Hvad skete der lige med ånden?
Anders og hans venner har haft sådan et fokus på penge og effektivitet, at det menneskelige er forsvundet fra den del af den offentlige service, som har med mennesker at gøre. Der er ikke tid til at med menneskelige, når der lige skal nåes en operation til. Selvfølgelig er det godt, at flere kan få den hjælp de behøver, men personalet skal have tid til at hjælpe et menneske i en svær tid.
Og hvorfor er det lige at man bliver ved med at stille krav til mennesker, som faktisk intet har at give af. Krav kan selvfølgelig være godt, men man bliver altså nødt til at se på, hvem man stiller dem til. Det er ikke alle i det danske samfund, som kan indfri de krav, der bliver stillet.
Siden Lykketoft har regeringen benytter sig af rammestyring. Det giver en masse frihed inden for rammen, til at styre økonomien. Desværre har Anders og venner sparet meget på rammen og fyldt så meget ind i rammen, at stat, region eller kommune har svært ved at få tingene til at hæve sammen. Derfor skal desværre mange gange lig på bordet før, at fx kommunen begynder at handle. Rammen betyder desværre, at kommunerne først bruger penge, når det er absolut nødvendig. Forebyggelse hører fortiden til.
Men hvad betyder alt dette, når vi har det godt?
