Pegefingeren

Denne mandag er omkring en time gammel. Det er en uge siden, at jeg mistede en god ven og kollega. Senere i dag skal hun bisættes, og jeg har allerede en mærkelig fornemmelse i kroppen.

Jeg har ellers besluttet, at jeg ikke ville tænke så meget over bisættelsen, men når den kom, så ville jeg bare følge mine følelser og give slip, græde og bande Gud langt væk for hans dårlige dømmekraft. Nu må vi se, hvordan det går. En ting ved jeg dog. Det bliver hårdt, hårdt, hårdt.

Det har været en mærkelig uge. Blandet med stor sorg og stor glæde. Desværre har jeg nok ikke helhjertet kunne dele glæden med mine elever, da de blev den bedste 8. klasse i kommunen, hvor jeg arbejder. Jeg var og er glad og stolt på deres vegne, men der var noget i mig, der sagde, at jeg ikke burde være glad. Det er jeg meget ked af.

Og sorgen  – den kommer pludselig… Puh, det er ikke nemt.