Nogle skal jo ha’ skylden! Når et menneske går bort vil vi mennesker gerne have placeret en årsag, noget skyld, så vi måske kan frikende os selv for en del af ansvaret. Lige nu placerer jeg meget ansvaret hos det overnaturlige, i mit tilfælde er det den kristne Gud.
Jeg kan virkelig ikke forstå hans valg for at udpege, hvem der skal dø. Jeg kan ikke fatte at min kollega er gået bort – det er så uretfærdigt. Noget af min vrede bruger jeg lige nu til at afvise det religiøse system, at jeg ikke kan bruge deres ord til noget. Deres ord, som burde give mig ro og håb, har givet mig intet. Og det blev ikke meget bedre, da jeg hørte et argument om, at Gud lige skulle vise at han er til ved at fjerne et ungt og skønt menneske fra denne jord. Hvis der er en Gud, så er det sgu’ en mærkelig form for opmærksomhed.
Og da jeg videre sagde, at jeg ville afvise det religiøse, men stadig prøve at være et godt menneske, fik jeg også smidt i hovedet at jeg ville blive en god muslim. Nej, jeg ville heller ikke blive en god muslim. Der er stadig noget religiøst, som jeg skal forholde mig til. Jeg håber, at jeg kan blive et godt menneske, en humanist, som gerne vil mennesker det gode, hvor jeg henter mine argumenter for mine handlinger i mennesket selv.
Gud er død – i hvert fald for mig.
