Vækkeuret ringede, solen sendte sine stråler ind gennem vinduet, mens jeg kæmpede med at åbne øjnene. Kom i sving, var glad. Hentede en kollega, fik flere slag på skulderen, vi hyggede, grinede. Ankom til skolen, stadig fuld af positiv energi, gik ned for at kopiere. På vej tilbage til lærerværelset mødte jeg en kollega. Han sagde det. Klokken var 8.07.
Ordene kunne jeg ikke optage i min hjerne, de fløj hen over mit hoved. Hun var død!
Tiden stoppede, spørgsmålene kom. Hvordan, hvornår, hvorfor, hvorfor, HVORFOR???????
Glemte alt om mig selv, der skulle passes på eleverne, kollegaerne. Først da jeg i stilhed modtog en sms med ordene “er du ok?” blev der prikket hul på ballonen. Tårerne kom.
Nu sidder jeg tilbage med en tomhed. Kan slet ikke forstå det. Det er så uretfærdigt.
