Pegefingeren

Har været en tur i Næstved i dag for at besøge en ven og hans kæreste. Det var meget hyggeligt, vi fik da snakket om både porno og buddhisme. Meget morsomt. Min træthed forhindrede mig at blive længe. I toget på vej hjem, skete der noget fedt. Det er første gang i lang tid, at jeg har taget toget derned. Og der er noget meget fedt over det. At kunne sidde tilbagelænet og slappe af, og vide at du kommer sikkert frem. Jeg nød det ekstra meget, da jeg fik tid til at læse i weekendens avis. Der var flere spændende artikler. Den ene handlede om politisk mod. Det var en englænder, der mente at politikerne i deres kamp mod terror kun tænkte på hurtige stemmer, i stedet for at undersøge problemet grundigt, og prøve at finde en løsning. Artiklen var et indlæg i den danske debat om terrorbekæmpelse. Den var ganske spændende, ligeledes var den artikel om, at det var svært at takle menneskeligt at få gaver, uden at give noget igen.
Den artikel som rørte mig mest, var artiklen om Søren og Signe, som mistede deres 16 måneder gamle barn i en trafikulykke. Artiklen handlede om, hvordan man kom igennem sådan en krise. Søren & Signe mente, at en måde at komme igennem tingene var at dyrke døden. Forstået på den måde, at man ikke skulle gemme døden væk, man skulle derimod vise den frem. Søren og Signe var fortalere for, at man igen viste de døde frem i stuen. På den måde blev døden nærværende, og vi blev nødt til at forholde os til den. Jeg kunne godt lide den tanke. Problemet er, at vi i vores moderne verden er meget bange for at dø, og miste, at vi ikke vil og kan snakke om det.

Ja, jeg gjorde mig mange dybe tanker i toget hjem.

Surfer man lidt rundt imellem alle de forskellige blogs, støder man på mange som hylder ytringsfriheden. Det er fantastisk, at så mange støtter friheden til at ytre sig, men der er alligevel noget som skærer mig i øjnene. Det virker som om, at ytringsfriheden kun er min egen frihed til at ytre mig, men når nogle er uenige med mig, har jeg den fulde frihed til at sige, at de er nogle idioter. Og ja, det har man jo, men det viser jo også, at man kun er interesseret i at give dem ytringsfrihed, som man er enige med. Og det er bekymrende. Jeg var inde på en blog, hvor en person hyldede ytringsfriheden og den måde hele Muhammed-sagen var taklet. Fint nok, men en person havde lagt en kommentar på engelsk, hvor der stod noget i retningen af, at vedkommende ikke kunne lide den danske arrogance. I en yderligere kommentar stod der bare Fuck Off! Om det var bloggens forfatter eller en læser, som havde lagt kommentaren ved jeg ikke. Det som er det beklagelige er, at man ikke vil lytter til sine modstandere og starter en debat om det diskuteret emne. Nej, er det noget, man ikke kan lige at høre, lukker man bare debatten.

Problemet er jo, hvad man ville gøre, hvis man sad på magten? Ville man også sige Fuck Off til sine modstandere og dermed lukke debatten. Det kender vi jo udemærket fra virkeligheden. Kigger vi på Hviderusland, hvor der i dag er valg, så er borgerne blevet truet, hvis de går på gaden i protest over valget. Så har man i hvert fald lukket debatten. Dem som hylder ytringsfriheden, det gør jeg selv, skal vide at det handler om, at alle meninger kommer frem, også dem vi ikke kan lide. Hvis man er uenig med synspunkter i debatten, må man vælge de bedre argumenter, så modstanderen bliver tavs. Begynder man først at blive useriøs og nedladende, så har man allerede tabt slaget.