Har været en tur i Næstved i dag for at besøge en ven og hans kæreste. Det var meget hyggeligt, vi fik da snakket om både porno og buddhisme. Meget morsomt. Min træthed forhindrede mig at blive længe. I toget på vej hjem, skete der noget fedt. Det er første gang i lang tid, at jeg har taget toget derned. Og der er noget meget fedt over det. At kunne sidde tilbagelænet og slappe af, og vide at du kommer sikkert frem. Jeg nød det ekstra meget, da jeg fik tid til at læse i weekendens avis. Der var flere spændende artikler. Den ene handlede om politisk mod. Det var en englænder, der mente at politikerne i deres kamp mod terror kun tænkte på hurtige stemmer, i stedet for at undersøge problemet grundigt, og prøve at finde en løsning. Artiklen var et indlæg i den danske debat om terrorbekæmpelse. Den var ganske spændende, ligeledes var den artikel om, at det var svært at takle menneskeligt at få gaver, uden at give noget igen.
Den artikel som rørte mig mest, var artiklen om Søren og Signe, som mistede deres 16 måneder gamle barn i en trafikulykke. Artiklen handlede om, hvordan man kom igennem sådan en krise. Søren & Signe mente, at en måde at komme igennem tingene var at dyrke døden. Forstået på den måde, at man ikke skulle gemme døden væk, man skulle derimod vise den frem. Søren og Signe var fortalere for, at man igen viste de døde frem i stuen. På den måde blev døden nærværende, og vi blev nødt til at forholde os til den. Jeg kunne godt lide den tanke. Problemet er, at vi i vores moderne verden er meget bange for at dø, og miste, at vi ikke vil og kan snakke om det.
Ja, jeg gjorde mig mange dybe tanker i toget hjem.
