Pegefingeren

Det er ikke morsomt når fødder kun har lyst til at stå stille. Måske fordi de ved, at hvert skridt de tager er forbundet med smerte. Det er den satans gigt. Men ok, jeg har lidt gigt, men det er ingenting i forhold til det store billede. Jeg har i de seneste par dage hørt om mange lidelseshistorier, og i dag kom flere til. I alle tilfælde handler det om mine kollegaers børn. De sidder på lærerværelset og fortæller om deres angst, frygt og uvished om, hvad fremtiden vil bringe for deres børn. Jeg er ikke forælder, og har svært ved at forestille mig deres tanker, men det må være sindssygt hårdt at se sit eget barn være sygt.

Ja, det var en lidt hård dag på lærerværelset i dag, men jeg håber, at de var glade for, at jeg lyttede.

I dag var det prikken over i’et. Jeg kunne ikke rumme mere, og hvis jeg ikke skrev her ville jeg nok sætte mig ned og græde. Det er lidelsen, det onde i livet, som stikker frem. Lidelsen har også et navn, kræft. For snart 20 dage siden hørte jeg om en kollega, hvis mor var ramt af kræft. I lørdags dukkede endnu et tilfælde op. Ja, det er lidt langt ude, men min kammerats ex-svoger på 31 år havde fået konstateret lymfekræft. Manden venter lige nu barn nummer 2. Det er så ondt.

Det som fik glaset til at flyde over, er nok ikke kræft. En af mine kollegaers datter har nogle knuder på halsen, som skal undersøges nærmere. Det kan være ingenting, men frygten for kræft kunne jeg fornemme i min kollegas stemme. Så kunne jeg ikke mere. Det er ondt, hvis en ung pige skal blive ramt af den onde, onde, onde sygdom.

Hvis jeg var troldmand, ville jeg bekæmpe den sygdom med alt min magt!