I dag var det prikken over i’et. Jeg kunne ikke rumme mere, og hvis jeg ikke skrev her ville jeg nok sætte mig ned og græde. Det er lidelsen, det onde i livet, som stikker frem. Lidelsen har også et navn, kræft. For snart 20 dage siden hørte jeg om en kollega, hvis mor var ramt af kræft. I lørdags dukkede endnu et tilfælde op. Ja, det er lidt langt ude, men min kammerats ex-svoger på 31 år havde fået konstateret lymfekræft. Manden venter lige nu barn nummer 2. Det er så ondt.
Det som fik glaset til at flyde over, er nok ikke kræft. En af mine kollegaers datter har nogle knuder på halsen, som skal undersøges nærmere. Det kan være ingenting, men frygten for kræft kunne jeg fornemme i min kollegas stemme. Så kunne jeg ikke mere. Det er ondt, hvis en ung pige skal blive ramt af den onde, onde, onde sygdom.
Hvis jeg var troldmand, ville jeg bekæmpe den sygdom med alt min magt!
vedr. “knuder på halsen” – få straks sendt hende til en øre hals læge. Personligt tror jeg ikke, det har noget med kræft at gøre, men.. for en sikekrheds skyld! (jo før kræften opdages, jo mindre behandling, jo større chance for overlevelse, jo større chance for at leve videre uden voldsomme men)