Det er ikke morsomt når fødder kun har lyst til at stå stille. Måske fordi de ved, at hvert skridt de tager er forbundet med smerte. Det er den satans gigt. Men ok, jeg har lidt gigt, men det er ingenting i forhold til det store billede. Jeg har i de seneste par dage hørt om mange lidelseshistorier, og i dag kom flere til. I alle tilfælde handler det om mine kollegaers børn. De sidder på lærerværelset og fortæller om deres angst, frygt og uvished om, hvad fremtiden vil bringe for deres børn. Jeg er ikke forælder, og har svært ved at forestille mig deres tanker, men det må være sindssygt hårdt at se sit eget barn være sygt.
Ja, det var en lidt hård dag på lærerværelset i dag, men jeg håber, at de var glade for, at jeg lyttede.
