Hvad er det lige der får mig til at skrive? Lige nu spekulerer jeg over, om det er vrede. Jeg har nemlig lyst til at skrive lige, og det er faktisk, fordi jeg er sur. Ikke sådan sur på nogen eller noget. Jo, måske lige vaskemaskinen. Jeg undrer mig bare over mennesket. I dag, på vej hjem fra jobbet, skal jeg op på motorring 3. Alt for sent opdagede jeg, at trafikken nærmest holdt stille. Det er for sent at vende om. Øv, tænkte jeg og undrede mig over, at der var kø kl. 18. Da jeg kom lidt længere frem, så jeg årsagen til køen. Desværre var det en ulykke. Brandvæsen og politi var i gang med oprydningen.
Hvorfor er det lige, at folk i min vognbane skal bremse op og kigge på? Ulykken var i den anden vognbane. Hvad er det som gør det interessant? Er det lidelsen? Eller bremsede bilerne op fordi vi blev mindet om vores egen skrøbelighed? Jeg blev i hvert fald irritereret over at bilerne, inkl. mig selv, bremsede ned og lige skulle kigge. Efter at bilerne havde passeret ulykke, gik køen i opløsning. Der var ikke mere at kigge på, speederen i bund og omgivelserne blev igen til et udtværet maleri.
