Jeg lavede i dag en lille, ikke særlig videnskabenlig, undersøgelse i en 7. klasse. Jeg spurgte, hvor tit de tænkte på terror. Flertallet tænkte på terror et par gange om ugen. Det gjorde mig lidt nervøs. Jeg er selv vokset op i 70′erne og 80′erne, hvor truslen om et atomangreb fra Sovjet var størst. Det har da påvirket min måde at fortolke verden på. Atomraketterne fra Sovjet var en konkret frygt, man vidste hvem fjenden var. Frygten for terror er meget værre. Den er ikke særlig konkret, hvem er fjenden? Det gør åbenbart børn bange. Det er ikke godt, hvis børn i Danmark skal vokse op og være bange.
Det betyder da også, at min undervisningen vil blive anderledes. At den ikke bare kommer til at handle om de iskolde fakta, men også om at fjerne frygten. Den kan aldrig helt fjernes, men vi kan ikke have en generation som er plaget af frygt for terror. Det ender jo med, at folk holder sig indenfor og er så skæmte, at de ikke tør gå ud.
Jeg tror, at K. E. Løgstrup sagde noget med, at man ikke måtte taget håbet fra børnene. Derfor skal denne frygt for terror bekæmpes, så eleverne møder verden med åbenhed, og ikke frygt. Håbet må vi ikke tage bort!
