For et par dage siden var der et interview med Anders Fogh Rasmussen i Politiken om det han havde efterladt. Fogh var selvfølgelig stolt over det han havde opnået, men det var særligt værdikampen han var stolt af. At vi ikke længere tænke så socialdemokratisk.
Artiklen i Politiken fik mig selvfølgelig til at tænke over, hvad Fogh havde efterladt. Jeg må jo indrømme, at han har været en medvirkende faktor til at Danmark er så rigt som det er og de fleste mennesker har det godt, men så tror jeg også at enigheden stopper. Eller det vil sige, at det er særligt hans værdipolitik, som jeg er meget uenig i.
En af overskrifterne var, at danskerne tager mere ansvar, og det var Fogh jo glad for. Jeg er jo totalt uenig med Fogh. Ja, måske tager danskerne mere ansvar, men det er mest overfor sig selv. Det hele handler nu om, hvad den enkelte kan opnå, og ikke hvad der måske er bedst for et fællesskab, et land. Så tak Fogh, fordi du fuldstændig har ødelagt alt sammenhold, fællesskab i dette land. Samtidig syntes jeg, at dette har medført en meget større egoisme. Nu vil folk bare frem, og der er ikke noget med at kigge sig tilbage, stoppe op. Og dem der har det svært? Ja, de skal bare tage sig sammen. Men det er sgu’ svært, når man ikke har overskuddet som menneske, men det er jo ligemeget. Bare så længe at jeg kan komme frem. Det er sgu’ trist.
Nu håber jeg bare, at den økonomiske krise igen kan få danskernes øjne op for fællesskabet. At det nytter, at vi ikke bare kører ego, ego, men igen begynder at hjælpe hinanden.
