Som lærer bliver man udsat for lidt af hvert. Noget er godt, andet er mindre godt. I dag hørte jeg noget mindre godt. 6. klasserne på vores skole havde skolebal, og jeg skulle deltage. Jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved den type arrangementer, da jeg mister overblikket når 74 elever løber rundt. I et stille øjeblik møder jeg nogle piger på trappen. Så kommer ordene, som slår mig helt ud.
Eleven: ‘Ved du godt, at du ligner Amin Jensen?’
Mig: ‘Det er løgn!’
Desværre var der ikke noget at gøre. Selv om at jeg lå grædende og bankede i gulvet, ville de ikke lave om i deres udtalelser. Der var ingen undskyldning til mig. Lettere depri går jeg ind til de andre elever. Nogle af mine elever spørger om, hvorfor jeg hænger sådan med hovedet. Jeg må forklare, at nogle mener, at jeg ligner Amin Jensen. Nu havde jeg så håbet på lidt støtte, men desværre. Ordene var: ‘Det gør du også, altså kun lidt’. Så kunne jeg ikke mere. Nedslået, trist og ensom satte jeg mig ned i en stol, og græd en stille tåre.
Skulle jeg virkelig ligne Amin Jensen?
Man kan jo ikke udtale sig medmindre man har noget billedmateriale at gå efter….