Jeg er ikke verdensmester til sygdom, og slet ikke hos nogle som jeg har en relation til. Min stedfar blev opereret i onsdags, og ligger stadig på hospitalet. I dag skulle jeg besøge ham.
Stedet var Herlev Hospital, og det vækker ikke de fede minder. Min mor fik i forbindelse med hendes sygdom en utrolig dårlig behandling der ude. De gjorde hvad de kunne, men det tog meget lang tid. En læge fra Glostrup Hospital kaldte det ligefrem umenneskeligt. Derfor kommer der lidt dårlige tanker, når jeg ankommer til stedet, det minder mig om død. 
Heldigvis havde min stedfar det godt efter omstændighederne. Personalet var søde, maden god, og udsigten super. Det er altså meget fedt at kigge ud af vinduet på 23. sal.
Faktisk har jeg aldrig haft det godt med at komme på et hospital, eller være sammen med syge mennesker. Jeg forstummer, ved ikke hvad jeg skal sige til dem, da jeg altid regner med, at de vil snakke om ting, som har værdi. Det er alle de store ting om livet, hvorfor er vi her osv. Jeg glemmer desværre, at de faktisk sætter pris på den stille og rolige samtale om hverdagen.
