Pegefingeren

Roskilde er altid noget særligt. Jeg glæder mig til musikken, glæder mig lidt til at jeg skal være på vagt, møde en masse sjove mennesker. Bare det at gå rundt på festivalen og kigge holder jeg meget af.

I de sidste par dage har jeg dog været plaget af smerter i mit knæ. Torsdag gjorde det særligt ondt, og jeg blev nødt til at gå til lægen på Roskilde for at høre om, hvad jeg skulle gøre når en 8-timers vagt i et øltelt truede. Lægen sagde hvile og smertestillende piller. Det tog jeg fint nok lige der, men da jeg skulle viderebringe informationerne var det pludselig ikke så sjovt længere. Det var totalt nederen ikke at kunne gøre, det som jeg gerne ville. Jeg ville gerne være i det øltelt, men da jeg gik ret så dårligt havde lægen nok ret i, at det bedste var at hvile knæet.

Det er så lige der, at jeg bliver ramt af følelsen af at være syg, at være kronisk syg. Det er ikke morsomt, og slet ikke når sygdommen forhindrer mig i at gøre noget jeg gerne vil. Så kommer tankerne om fremtiden. Hvordan skal det blive i fremtiden, skal jeg til at spise medicin hver dag osv. osv. osv. osv.

Derudover så bliver jeg også ramt af en følelse af at svigte. Jeg efterlod min kammerat i et øltelt som holdleder, hvor han skulle holde styr på 11 medarbejdere. Det gjorde han godt. Så føler jeg, at jeg svigter den forening, som jeg er med i. Har lidt dårlig samvittighed, hvis jeg hører musik eller humper rundt på pladsen. Men jeg kunne ikke tage hjem i går. Jeg vidste, at jeg ville sidde og kigge ind i en væg og blive sortseer, tænke for mange negative ting omkring min gigt. Det holder jo ikke. Så jeg gik rundt og opsøgte venners selskab, ville bare snakke. Heldigvis var der nogle at snakke med. Tak!

Musikken kunne jeg ikke holde ud at høre på. Jeg mistede hurtigt tålmodigheden, havde ikke lyst til musikken, havde bare lyst til at snakke.

Det gør stadig ondt, men mindre ondt. Og jeg skal da også ned og kigge… Jeg kan jo ikke lade være. Roskilde festival er jo en fantastisk ting.