Synes godt om…

Udgivet den 17. december 2010 af pegefingeren

Jeg ville blive glad, hvis du trykkede på “Synes godt om”, hvis du kunne lide det du læste.

Knappen finder du i bunden af mine små stykker tekst. Hvis du er vild, skriver du selvfølgelig en kommentar.

Tak!

Udgivet i Pegefingeren | Tagget | 2 kommentarer

Frygten

Udgivet den 16. december 2010 af pegefingeren

Jeg kan mærke, at frygten er begyndt at stikke sit ansigt frem. Jeg får, særligt om natten, tanker som gør mig lidt bange. Jeg tænker på, om min kræft spreder sig, og hvad sandsynligheden er for det. Det er ikke gode tanker!!

Jeg prøver heldigvis at holde det væk. Som tingene ser ud lige nu, er der ingen grund til den slags tanker. Jeg skal holde fokus på det positive. Tankerne er nok meget naturlige, og de skal nok også være der, men de er knap så sjove.

Baggrunden for tankerne er nok, at folk har spurgt lidt til mit sygdomsbillede. Hvordan ser det ud? Og det værste er, at jeg ikke rigtig kan svare. Det ser fornuftigt ud, var det sidste jeg hørte fra lægerne. Der er jo positivt, men når jeg ikke kan svare på spørgsmålet om mit sygdomsbillede, så er det at frygten kan snige sig ind i tankerne.

Heldigvis er der et våben mod frygten, og det er viden. Jeg må spørge til mit sygdomsbillede, og søge viden hos lægerne. For jeg har ikke tænkt mig, at frygten skal vinde over mig!!!

Udgivet i Livet, Tanker fra lænestolen | Tagget , , , | Kommentarer slået fra

Nu vil jeg hjem!

Udgivet den 14. december 2010 af pegefingeren

Jeg er pludselig blevet træt af at ligge på hospitalet. Det havde jeg nu ikke troet, da miljøet her på klinik 3 er utroligt godt. Her er stadig en fantastisk stemning, høj faglighed, men det er noget i mig, som vil væk. Jeg vil ha’ en hverdag.

Jeg vil ha’ daglige rutiner, gå nogle ture, rydde op, hygge mig, hjælpe til og ellers gøre ting som alle andre mennesker. Jeg er træt af at være syg. Lige i dag har jeg energien til at ville hverdagen, men jeg ved selvfølgelig godt, at det bliver en hård kamp. Men jeg føler mig klar.

Lige i dag er ting forbedret på en måde. Det er nok mest inde i mit hovedet. Jeg føler, at mine ben er blevet bedre. Noget af den tabte muskelmasse er kommet tilbage. Ikke meget, men lidt har også ret. Det er super, og det motiverer mig til at gå og cykle.

Nu vil jeg hjem til hverdagen!!

Udgivet i Livet, Tanker fra lænestolen | Tagget , | Kommentarer slået fra

Sadako og mig, men jeg vinder…

Udgivet den 13. december 2010 af pegefingeren

Tænk at jeg havde glemt historien om Sadako. Pigen fra Hiroshima, som ville blive rask, hvis der blev foldet 1000 papir-traner. Sadako klarede den ikke tilbage i 1950′erne, men jeg regner ikke med, at jeg har brug for 1000 traner. Jeg har tænkt mig at vinde kampen uanset hvad. Sadako fik leukæmi, efter hun fik en atombombe i hovedet. Det var ikke særligt flinkt.

Jeg blev mindet om historien, da en god ven kom forbi med en trane. Historien er ret betydningsfuld for mig, da jeg har været i Hiroshima og stået ved Sadakos statue. Den skal helt sikkert blive en motivation for mig. Og når jeg er klar igen, så skal jeg tilbage til hendes statue. Det har jeg lige taget en beslutning om.

Udgivet i Blah...blah..., Historien, Tanker fra lænestolen | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Klinik 3

Udgivet den 12. december 2010 af pegefingeren

Jeg ved, at jeg tidligere har skrevet lidt om mit ophold på Riget, men jeg bliver simpelthen nødt til at beskrive mit ophold på Rigshospitalet. Jeg ligger på hæmatologisk afdeling, klinik 3. Og dette er virkelig en god afdeling.

Sygeplejersker, læger og andet personale har overskud til den enkelte patient, og der bliver virkelig passet på én. Jeg har kun gode ting at fortælle. Lægerne og sygeplejerskerne synger julesange om tirsdagen, griner sammen, hygger. Derudover bliver der lavet sjov med patienter. Der er flere af sygeplejerskerne, som har et smittende humør. Og det hjælper jo mig!!

Men det bedste ved afdelingen er alligevel, at de presser dig lidt. Så skal man ud og cykle, ud og gå. Her på afdelingen vil de nemlig godt have, at man tager et medansvar. At man ikke bare læner sig tilbage og er syg. Nej, de vil have at man tager kampen op mod sygdommen og bliver en aktiv medspiller. Den tanke kan jeg virkelig godt lide. Jeg vil nemlig gerne kæmpe mod sygdommen.

At jeg bliver lidt presset på afdelingen er jo med til at motivere mig i kampen mod sygdommen. Også når energien er væk. Jeg skal nogle gange tvinge mig selv til at gå lidt frem og tilbage. Det virker selvfølgelig let, men med kemo 2 gange om dagen, så har jeg sgu’ ikke den store energi. Men fordi er stemningen på afdelingen er til, at man skal gøre noget, så finder jeg energien frem. Det er jo fedt!

Jeg håber ikke, at nogen mennesker bliver indlagt på klinik 3, men hvis man skulle blive ramt af leukæmi, så er det altså det bedste sted at ende. Jeg har kun lovord til klinik 3. Alle har været fantastiske!!!! Det gør selvfølgelig også, at jeg føler mig i meget trygge hænder. Der er styr på alt!

TAK TIL HÆMATOLOGISK AFDELING, KLINIK 3!!!

Udgivet i Blah...blah..., Leukæmi, Livet | Tagget , , , | 2 kommentarer