Pegefingeren

Jeg er meget glad for, at jeg ikke sad deroppe, da skibet gik i stå.

Da jeg hørte nyheden om, at Himmelskibet var gået i stå, så tænkte jeg straks på det ovenstående billede, som jeg havde set på politiken.dk. Jeg er lidt bange for højder, men er alligevel også tiltrukket, da jeg gerne vil udfordre mig selv. Men hvis jeg skulle sidde deroppe, og jeg ikke kunne komme ned, så ville jeg har brug for en krisepsykolog. Jeg ville aldrig ha’ forladt jorden igen.

Nu er Dansk Folkeparti begyndt at snakke med terrorister. Ja, det kommer som en overraskelse, da de ellers er villige til at begrænse vores frihed for at bekæmpe terroren. Ifølge dr.dk har Morten Messerschmidt snakket med den iranske terrorgruppe Folkets Mujahediner, en gruppe som står på EU og USAs terrorlister.

Om det er en terrorgruppe eller en oprørsgruppe skal jeg ikke kunne sige, men det er da ikke heldigt. Det næste bliver måske, at DF har hyggelige samtale med Osama Bin Laden og Hamas?

Det er ikke heldigt, at Morten Messerschmidt snakker med denne gruppe, hvis gruppen i sin kamp for at vælte præstestyret i Iran, bruger terror. Og den terror de bruger har nok også været vendt mod vesten. USA ville nok ikke sætte gruppen på deres liste, hvis gruppen udelukkende kæmpede for demokrati og frihed i Iran med fredelige midler.

Jeg troede ellers at DF gjorde alt for at holde imaner og andre ude af landet, men nu vil partiet åbenbart lægge stilen om og invitere terrorister hertil. Så skal her nok blive rart at være.

Hvad mon Fogh siger til denne kommentar fra forskere, han selv har bestilt?

Sagen er et eksempel på, at Danmark i praksis ikke ville dialogen, fordi modpartens synspunkter ikke blev anerkendt, og fordi indgåelse i dialog blev opfattet som ensbetydende med at give køb på egne værdier. (Kilde: www.dr.dk)

Citatet er et indlæg i debatten om Muhammed-tegningerne. Nu er det vist ikke kun i forbindelse med Muhammed-tegningerne, at man ser den manglende dialog. Det er et stort problem for den siddende regering.

Hele Danmark har siden i søndags været i panik over situationen omkring de ældre. Ja, det er meget trist, det som de ældre bliver udsat for, men vi bliver altså nødt til kigge på årsagen til problemet. Vi skal ikke bare tro, at vi kan løse det ved at give et kursus til plejerne.

Problemet er jo ikke bare på ældreområdet, men indefor alle områder i det offentlige. Der bliver nemlig skåret ned, og det kan mærkes. Alle skal løbe hurtigere, og derfor er der sjældent tid til at give den service som et andet menneske faktisk fortjener. Tankegangen indenfor det offentlige er jo, som det også er i det private, at det skal være så effektivt som muligt. Alt skal måles. Derfor skal en plejer sikkert nå så meget i løbet af en dag, men hele den plan løber jo i vasken, hvis der er en som kræver noget ekstra service. Dem der er de næste i rækken kommer til at vente.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst meget om sagen, da folk sikkert bare siger, at det skal blive bedre, men ikke koste flere penge. Problemet er nok ikke penge, men tid. Der er ikke tid til at give den gode service. Problemet er jo, at man forsøger at lægge et økonomisk system ned over et område, som handler om mennesker. Et økomomisk system betyder styring af tiden. Prøv du at skulle sidde hos et andet menneske i krise, og sige at du ikke har tid til at lytte. Uanset hvad vil mennesket i krise opleve det som noget negativt.

Og løsningen? Ja, den er straks værre. Jeg ved godt, at skal de ansatte i det offentlige og det private have mere tid, så koster det jo penge. Men det er vigtigt, at vi har et system som fokuserer på det menneskelige. Alle menneske fortjener altså at få en værdig behandling. Det vil de ansatte også give, men det er ikke altid, at der er tid, og det er trist. Og nej, diverse regeringer har fortalt, at det er åh så menneskeligt det hele, men der er intet menneskeligt i at få talene til at stemme.