Pegefingeren

Torsdag morgen, klokken var 5.30. Jeg blev vækket af xxxx, der kørte på arbejdet. Jeg stod op og gik ind til min kære moder. Hun lå med åbne øjne, sukkede hver gang hun trak vejret og lå meget urolig med sine hænder. De kørte rundt, men de skulle hele tiden op og røre ved ansigtet. Om det var for at holde sig vågen ved jeg ikke. Jeg sad og prøvede at tage hendes hænder og sige, at hun skulle slappe af og lægge sig til at sove. Hver gang jeg tog hendes hånd, gik der et øjeblik og hånden skulle igen op til ansigtet. Sådan sad jeg i en times tid. Jeg gik ud og hentede en bog, men sagde hele tiden hvad jeg gjorde.

Hun var meget ubehagelig at kigge på. Hendes urolige arme, hendes suk og hendes blik. Hendes øjne var helt blanke, de var ret uhyggelige. På et tidspunkt begyndte jeg at græde. Jeg kunne ikke holde hendes suk ud. Det lød meget lidende. Det var et suk, som gik helt ind i sjælen. Det kan ikke beskrives med ord. Det skulle høres. Tårerne løb ned af mine kinder og jeg rejste mig og gik ud i køkkenet. Jeg skulle have en pause. Jeg kiggede lidt i avisen og bladrede Politikens Internetsektion i gennem. Da jeg var færdig lyttede jeg. Der var helt stille. Fint, tænkte jeg og gik mod min mors værelse. Hun var sikkert faldet i søvn. Jeg kom til døråbningen og kiggede. Jeg havde fået til vane at kigge på hendes brystkasse. Hun sov ikke, som vi kendte det. Hendes brystkasse var stille. Hun var død, klokken var ca. 7.15!

Der stod jeg med mine døde mor. Jeg var overbevist om, at hun har vidst jeg har været i rummet og har derfor kæmpet, men da jeg var gået, kunne hun godt give slip på livet.

Jeg blev ramt af en god fornemmelse, da jeg fandt hende. En god fornemmelse fordi, at hun nu havde fået fred. Hendes lidelser var nu over. Det var meget vigtigt for mig, at hun nu havde ro og var kommet til et sted, hvor hun havde det meget bedre. Jeg vidste ikke rigtig om jeg skulle råbe af hende, prøve at vække hende eller hvad jeg skulle. Det var nok bedst, at jeg lod hende sove. Hvis det ikke var den hjemmesygeplejerske, der sagde hvordan jeg skulle reagere, så var jeg nok gået i panik. Jeg ringede til min søster.

”Jeg tror hun er holdt om med at trække vejret”.

Mon der er noget galt, når jeg drømmer om Hiroshimas børn? Altså dem som overlevede atombomben. Jeg drømte om, at jeg fortalte om atombomben over Hiroshima, og hvilke ting der skete på denne dag. Fortalte om Sadako, og alle de andre lidelser som Hiroshimas befolkning skulle igennem. På et tidspunkt blev jeg spurgt om, hvad der var det værste. I drømmen fortalte jeg, at det værste var børnene, eller hvad børnene gik i gennem. Jeg tror endda, at jeg græd i drømmen.

Jeg kan normalt aldrig huske, hvad jeg drømmer og derfor er jeg nok lidt overrasket over antallet af detaljer som jeg kan huske. Men det ville da være rart, hvis jeg drømte noget hvor jeg vågnede med en feel good-fornemmelse.

Igen må jeg til tasterne. Jeg må indrømme, at jeg bliver lidt harm over, at amerikanerne prøver at lukke en tv-station som sender fra Danmark. ROJ TV sender fra Danmark, og ifølge amerikanerne og tyrkerne så er den talerør for terrorbevægelsen PKK. Jeg kender ikke så meget til ROJ TV og PKK, men det er da utroligt at forkæmperne for frihed pludselig vil begrænse friheden. Måske skulle JP lave en kampagne for ytringsfriheden endnu en gang. Jeg kunne forstå, at kanalen skulle lukkes, hvis den opfordrede til vold og mord i Tyrkiet, men det er jo ved at blive undersøgt, og der er indtil nu intet at komme efter. Det kunne være, at vi skulle til at sige at ytringsfriheden er død, og det er kun det som magthaverne kan lide at høre, som må blive sagt højt. Åh, sådan må det aldrig blive.

Det som gør mig sur er, at ROJ TV siger noget som nogle frihedselskende ikke kan lide, eller vi tror måske, at de siger noget vi ikke kan lide, og straks så skal de tie stille. Jeg som troede, at netop ytringsfriheden stod over mange ting, tager åbenbart fejl. Ytringsfriheden bliver pludselig noget som kan fratages visse grupper og i andre tilfælde så bliver andre grupper kaldt til forsvar af ytringsfriheden. For mig betyder det bare, at ytringsfriheden er ved at blive udvandet, og tilsidst mister den sin værdi. Og det ville være trist.