Torsdag morgen, klokken var 5.30. Jeg blev vækket af xxxx, der kørte på arbejdet. Jeg stod op og gik ind til min kære moder. Hun lå med åbne øjne, sukkede hver gang hun trak vejret og lå meget urolig med sine hænder. De kørte rundt, men de skulle hele tiden op og røre ved ansigtet. Om det var for at holde sig vågen ved jeg ikke. Jeg sad og prøvede at tage hendes hænder og sige, at hun skulle slappe af og lægge sig til at sove. Hver gang jeg tog hendes hånd, gik der et øjeblik og hånden skulle igen op til ansigtet. Sådan sad jeg i en times tid. Jeg gik ud og hentede en bog, men sagde hele tiden hvad jeg gjorde.
Hun var meget ubehagelig at kigge på. Hendes urolige arme, hendes suk og hendes blik. Hendes øjne var helt blanke, de var ret uhyggelige. På et tidspunkt begyndte jeg at græde. Jeg kunne ikke holde hendes suk ud. Det lød meget lidende. Det var et suk, som gik helt ind i sjælen. Det kan ikke beskrives med ord. Det skulle høres. Tårerne løb ned af mine kinder og jeg rejste mig og gik ud i køkkenet. Jeg skulle have en pause. Jeg kiggede lidt i avisen og bladrede Politikens Internetsektion i gennem. Da jeg var færdig lyttede jeg. Der var helt stille. Fint, tænkte jeg og gik mod min mors værelse. Hun var sikkert faldet i søvn. Jeg kom til døråbningen og kiggede. Jeg havde fået til vane at kigge på hendes brystkasse. Hun sov ikke, som vi kendte det. Hendes brystkasse var stille. Hun var død, klokken var ca. 7.15!
Der stod jeg med mine døde mor. Jeg var overbevist om, at hun har vidst jeg har været i rummet og har derfor kæmpet, men da jeg var gået, kunne hun godt give slip på livet.
Jeg blev ramt af en god fornemmelse, da jeg fandt hende. En god fornemmelse fordi, at hun nu havde fået fred. Hendes lidelser var nu over. Det var meget vigtigt for mig, at hun nu havde ro og var kommet til et sted, hvor hun havde det meget bedre. Jeg vidste ikke rigtig om jeg skulle råbe af hende, prøve at vække hende eller hvad jeg skulle. Det var nok bedst, at jeg lod hende sove. Hvis det ikke var den hjemmesygeplejerske, der sagde hvordan jeg skulle reagere, så var jeg nok gået i panik. Jeg ringede til min søster.
”Jeg tror hun er holdt om med at trække vejret”.
