Solen er ved at stige op over hustagene, fuglene begynder sikkert snart at larme – hvis de overhovedet synger på dette tidspunkt af året. Og jeg er på vej i seng, men jeg skal lige skrive…
Nattetimerne har været præget af diskussion, men den gode diskussion. Hvor der kom holdninger frem, hvor vi søgte mening, men jeg tror ikke vi fandt den. I hvert fald ikke for os alle. Måske fandt vi den selv. En del af temaet var helhed eller del. Hvad er vigtigst? Jeg tænker mest i helheder, det tror jeg i hvert fald selv på og derfor bliver jeg nødt til at komme med et lille citat, som stammer fra En kort historie om næsten alt af Bill Bryson.
De (atomerne) er trods alt hjernedøde partikler, og de er ikke selv levende. (Det kan godt være en bekymrende tanke, at hvis du nu begynder at pille dig selv fra hinanden med en pincet, et atom ad gangen, ville du blive til en dynge atomstøv, hvoraf intet nogensinde har været levende, men som altsammen engang var dig).
Hmm, altså du kan sætte mange dele sammen, men det er ikke sikkert, at du kan skabe helhed, men du skal tage en helhed og skabe mange dele.
En tanke har kørt lidt rundt i mit hoved de sidste par dage. Jeg har ikke ligget søvnløs pga. af tankerne, men det klarer varmen. Tankerne har handlet om mit humør. Det hele startede lige efter VM-finalen i fodbold. Jeg holdte nok med Italien, men da tv-billederne af de franske spillere gik verden rundt, identificerede jeg mig meget hurtigt med den følelse, som de franske spillere gav udtryk for.
Havde igen besøg af den onde mormor, og denne gang også med sin datter. Datteren, altså moderen til de omtalte børn, mente åbenbart heller ikke, at dialog var vejen frem. Drengen var stadig urolig i forretningen, men denne gang var det hans egen mor som reagerede. Drengen blev ikke slået, men der blev taget mere end hårdt fat. Drengen gav udtryk for sin smerte, men lige lidt hjalp det. Det virkede heller ikke til at smerten fik drengen til at slappe af.