Havde igen besøg af den onde mormor, og denne gang også med sin datter. Datteren, altså moderen til de omtalte børn, mente åbenbart heller ikke, at dialog var vejen frem. Drengen var stadig urolig i forretningen, men denne gang var det hans egen mor som reagerede. Drengen blev ikke slået, men der blev taget mere end hårdt fat. Drengen gav udtryk for sin smerte, men lige lidt hjalp det. Det virkede heller ikke til at smerten fik drengen til at slappe af.
Det værste er alligevel mig, som ikke siger noget. Jeg burde, men jeg var tavs. Ikke fordi jeg var i en forretning, men måske fordi jeg havde indtryk af, at det alligevel ikke hjalp noget. Og ville det være klogt at sige foran børnene? Der løb mange ting i gennem hovedet på mig, men jeg forblev tavs. Lidt trist, da man måske kunne ha’ gjort en forskel.
