En tanke har kørt lidt rundt i mit hoved de sidste par dage. Jeg har ikke ligget søvnløs pga. af tankerne, men det klarer varmen. Tankerne har handlet om mit humør. Det hele startede lige efter VM-finalen i fodbold. Jeg holdte nok med Italien, men da tv-billederne af de franske spillere gik verden rundt, identificerede jeg mig meget hurtigt med den følelse, som de franske spillere gav udtryk for.
Mærkeligt tænkte jeg, når jeg nu holdte med Italien. Så kom tanken. Måske identificerede jeg med franskmændene, fordi jeg ikke kunne føle italienernes glæde. Eller endnu vildere – kunne jeg overhovedet vise eller føle glæde? Det var jo vildere. Derefter kom tanken, om jeg overhovedet var kommet af med den sorg, som jeg troede på, at jeg havde lært at leve med? Kunne det virkelig være rigtigt, at døden på den måde havde forandret min måde at fortolke verden på. At den havde taget glæden væk.
I dag græd Rolf Sørensen, Tour De France-kommentator på TV2, da Kyllingen fra Tølløse kørte over målstregen. Han var glad, fordi han kendte til den kamp som Kyllingen havde ført for at vinde. Græd han fordi han kendte smerterne, og nu vidste han, at Kyllingen var kommet igennem. Eller græd han, fordi han var super lykkelig over en dansk rytter sejrede. Måske begge ting, men jeg ville græde over kampen, lidelsen, og ikke fordi en dansk rytter sejrede. Og det bekymrer mig.
