Ingenting

Udgivet den 4. september 2006 af pegefingeren

Trætheden vælter hen over mig, jeg er ligefrem blevet lidt børnesur. Mest fordi jeg skal ned og handle. Det gider jeg ikke. Der er alligevel et lyspunkt. Det er, at den nye Audioslave er ude. De har forladt Rage against the Machines-stilen og lyder mere som et band. Chris Cornells stemme kunne heller ikke det rap/rock. Han skal bare synge rock.

Det har ellers været en dag med mange kommentarer omkring dyremishandleren Steve Irwins død. South Park beskrev ham meget godt, da de lavede et afsnit, hvor han hele tiden skulle stikke en finger op i røven på dyrene, så de blev lidt mere sure. Man kan se lidt her. Det har han sikkert også prøvet på den rokke.

Det som overraskede mig lidt mere var, at direktøren for DSB, Sengeløv, også var død. Jeg tænkte straks på, om det massive pres han har været under i den seneste tid, har taget livet af ham?

Udgivet i Blah...blah..., Livet, Musik, Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra

102 minutter senere

Udgivet den 3. september 2006 af pegefingeren

wtc8.jpg

Nu er beretningen om de 102 minutter læst færdig. Alt i alt en skræmmende beretning om de 102 minutter fra det første fly ramte World Trade Center til tvillingetårnene var styrtet i grus.

Det er to journalister Jim Dwyer og Kevin Flynn, der har skrevet bogen på baggrund af interviews, telefonsamtaler og udskrifter af radiokommunikation. Og bogen er ganske glimrende. De forsøger at beskrive, hvad der skete inde i tårnene i løbet af 102 minutter. Det lykkedes ok, men der er mange navne. Disse navne glider hurtigt i baggrunden, da man som læser forsøger at danne sig et overblik. At navnene falder lidt i baggrunden for mig, gør mig lidt irriteret. Mange af disse navne er mennesker som ikke komme ud i live. Og det skal jeg i hvert fald huske på. At der døde næste 3000 mennesker i angrebet på World Trade Center. Og disse navne og mennesket bag skal helst ikke blive glemt.

Det mest uhyggelige ved bogen er at læse om de personer, som var fanget på etager over, hvor flyene ramte. Fx fortæller bogen om Christine Olender, som arbejdede i restauranten ‘Windows on the world’. Hun og mange andre var fanget i toppen af nordtårnet, da flyet havde ødelagt trapperne ned til sikkerhed. De kunne kun vente. De forsøgte ellers at ringe efter hjælp, men det nyttede desværre ikke noget. Der var ingen der kunne komme derop. I sydtårnet var de lidt heldigere. Flyet havde ramt tårnet lidt skævt, hvilket betød at en enkel trappe var uskadt. Desværre var det kun 14 mennesker der kom ned fra etager, der lå højere end de ramte etager.

Sådan bliver bogen ved med at fortælle historier om de mennesker som befandt sig inde i tårnene. Nu er bogen ikke en lang beretning om død, men også om mennesker som klarede den. Bogen bruger lidt energi på at fortælle om WTC’s historie. Om hvordan politi og brandvæsen ikke kunne kommunikere sammen. Bogen efterlader ikke FDNY i et særligt godt lys. FDNY virker gammeldags og ikke særligt indstillet på en moderne tankegang. I bogen er det kun enkelte brandmænd som gør en modig indsats. Resten har bare svært ved at komme op af trapperne, og de ved ikke helt, hvad de skal gøre. De nærmest ventede på døden. Nogle betjente mødte ca. 100 brandmænd på 19. etage, bygningen skulle tømmes for alt personale, men brandmændene ville ikke rigtig høre efter og blev. Mange af dem stod på listen over dræbte bagerst i bogen. Måske troede brandmændene, at bygningerne ville holde. Bygningerne klarede et bombeangreb i 1993. Måske manglede de ledelse, at de ikke vidste var de skulle, deres kommunikation var nede. Der er stadig mange spørgsmål.

Jeg har selv været i sydtårnet for mange år siden. Min søster var au-pair i New York, og en af hendes venner skaffede os op i sydtårnet. Rich, hed han. Jeg kan huske, at jeg ringede til min søster i mens tårnet brændte og styrtede sammen. Hun havde ikke tid til at snakke, og skulle straks ringe videre. hun havde stadig kontakt til folk i New York. Da jeg senere snakkede med hende om episoden fortalte hun, at Rich’s bror var blevet dræbt. Hun fortalte, at Rich gik og ledte efter ham i ruinerne. Så kom det pludselig tæt på. Jeg kunne pege et menneske ud, som jeg selv havde mødt, der havde mistet en bror i angrebene.

Se CNN’s mindeside

Udgivet i Bøger | Kommentarer slået fra

Fyrværkeri

Udgivet den 3. september 2006 af pegefingeren

Lige som det første fly var ved at flyve ind i World Trade Center, hørte jeg et kæmpe brag. Var bogen så realistisk, at den sagde lyde? Nej, det kom udefra. Det var et fyrværkeri over byen. Det var et kæmpe fyrværkeri over byen. Selv fra min lejlighed var det fantastisk flot. Jeg kiggede længe på dette flotte fyrværkeri og blev irriteret over, at jeg sad og læste og ikke var ved fyrværkeriet. Jeg var særlig sur over, at jeg ikke vidste, hvad der foregik i byen?
bang.jpg

Udgivet i Blah...blah..., Livet | Kommentarer slået fra

102 minutter

Udgivet den 2. september 2006 af pegefingeren

wtc5.jpgDagen kommer nærmere. Den dag for 5 år siden, hvor jeg tror at det meste af verden sad i chok foran tv-skærmen. Den 11. september 2001 sad jeg i hvert fald foran skærmen lige indtil, at jeg skulle i biografen og se ‘Apocalypse Now- Redux’. Det var en ret mærkelig dag, at se den på. Jeg kan huske, at jeg frygtede at verden ville være meget anderledes, når jeg kom ud. Det var den allerede efter angrebene i Washington og New York, men at København ville se anderledes ud, når jeg kom ud af biografen. Det var en tidslomme inde i den biograf. Nu vil jeg gå i gang med at læse ’102 minutter’, der netop handler om de mennesker som var inde i World Trade Center.

Udgivet i Bøger | En kommentar

De satans lærere

Udgivet den 2. september 2006 af pegefingeren

Jeg begynder altså at blive træt. Træt af den evige debat omkring lærere og skolen. Lige nu er det matematiklærerne, som står for skud. De kan ikke regne osv. Desværre er virkeligheden sådan, at ikke linjefagsuddannede skal undervise i fag, hvor de ikke har det faglige overskud. Men hver gang er det ok, at gå ud og pege fingre af lærere, sige at de er ringe. Det som folk bare glemmer det er, hvordan de lige var da de gik i folkeskolen? Havde de nu også den store interesse for fx matematik eller gik det op i at kigge efter den søde pige/lækre dreng? Indlæring handler meget om egen indre motivation, og ikke kun om læreren er inspirende. At læreren er meget vigtig, skal der ikke herske tvivl om, men det er meget vigtigt at forstå, at man intet kan lære, hvis hovedet er fyldt med en masse andre ting.

Mennesker har desværre bare altid en tendens til at glemme deres egen rolle. Det er jo altid nemmere at give andre skylden for sine problemer. Det er selvfølgelig trist, hvis man ikke har lært at regne eller læse i skolen. Det skyldes desværre ikke bare en ting, at det ikke lykkes, men derimod mange faktorer. Var hovedet fx fyldt med hjemmelige problemer, er det svært for selv den bedste lærer at lære personen noget. Indlæring er en aktiv proces. Man skal selv yde noget for at lære.

Nu kan der selvfølgelig sidde en del og tænke, at jeg bare har haft det let, og ikke anerkender dem som virkelig har kæmpet, men ingenting fået ud af det. Og ja, på lige dette område er den danske folkeskole ikke god nok. Lærerne er ikke uddannet til at tage sig af elever med store indlæringsvanskeligheder. De kræver stor opmærksomhed fra det pædagogiske personale. Desværre er der ikke i folkeskolen i dag de store ressourcer til at tage sig af disse problemer. Det er super trist. Disse elever bliver mange gange skubbet ud af skolen fordi, at den danske folkeskole satser på det store flertal.

Udgivet i Den danske folkeskole | Kommentarer slået fra