Nu er beretningen om de 102 minutter læst færdig. Alt i alt en skræmmende beretning om de 102 minutter fra det første fly ramte World Trade Center til tvillingetårnene var styrtet i grus.
Det er to journalister Jim Dwyer og Kevin Flynn, der har skrevet bogen på baggrund af interviews, telefonsamtaler og udskrifter af radiokommunikation. Og bogen er ganske glimrende. De forsøger at beskrive, hvad der skete inde i tårnene i løbet af 102 minutter. Det lykkedes ok, men der er mange navne. Disse navne glider hurtigt i baggrunden, da man som læser forsøger at danne sig et overblik. At navnene falder lidt i baggrunden for mig, gør mig lidt irriteret. Mange af disse navne er mennesker som ikke komme ud i live. Og det skal jeg i hvert fald huske på. At der døde næste 3000 mennesker i angrebet på World Trade Center. Og disse navne og mennesket bag skal helst ikke blive glemt.
Det mest uhyggelige ved bogen er at læse om de personer, som var fanget på etager over, hvor flyene ramte. Fx fortæller bogen om Christine Olender, som arbejdede i restauranten ‘Windows on the world’. Hun og mange andre var fanget i toppen af nordtårnet, da flyet havde ødelagt trapperne ned til sikkerhed. De kunne kun vente. De forsøgte ellers at ringe efter hjælp, men det nyttede desværre ikke noget. Der var ingen der kunne komme derop. I sydtårnet var de lidt heldigere. Flyet havde ramt tårnet lidt skævt, hvilket betød at en enkel trappe var uskadt. Desværre var det kun 14 mennesker der kom ned fra etager, der lå højere end de ramte etager.
Sådan bliver bogen ved med at fortælle historier om de mennesker som befandt sig inde i tårnene. Nu er bogen ikke en lang beretning om død, men også om mennesker som klarede den. Bogen bruger lidt energi på at fortælle om WTC’s historie. Om hvordan politi og brandvæsen ikke kunne kommunikere sammen. Bogen efterlader ikke FDNY i et særligt godt lys. FDNY virker gammeldags og ikke særligt indstillet på en moderne tankegang. I bogen er det kun enkelte brandmænd som gør en modig indsats. Resten har bare svært ved at komme op af trapperne, og de ved ikke helt, hvad de skal gøre. De nærmest ventede på døden. Nogle betjente mødte ca. 100 brandmænd på 19. etage, bygningen skulle tømmes for alt personale, men brandmændene ville ikke rigtig høre efter og blev. Mange af dem stod på listen over dræbte bagerst i bogen. Måske troede brandmændene, at bygningerne ville holde. Bygningerne klarede et bombeangreb i 1993. Måske manglede de ledelse, at de ikke vidste var de skulle, deres kommunikation var nede. Der er stadig mange spørgsmål.
Jeg har selv været i sydtårnet for mange år siden. Min søster var au-pair i New York, og en af hendes venner skaffede os op i sydtårnet. Rich, hed han. Jeg kan huske, at jeg ringede til min søster i mens tårnet brændte og styrtede sammen. Hun havde ikke tid til at snakke, og skulle straks ringe videre. hun havde stadig kontakt til folk i New York. Da jeg senere snakkede med hende om episoden fortalte hun, at Rich’s bror var blevet dræbt. Hun fortalte, at Rich gik og ledte efter ham i ruinerne. Så kom det pludselig tæt på. Jeg kunne pege et menneske ud, som jeg selv havde mødt, der havde mistet en bror i angrebene.
