Fingrene væk!

Udgivet den 18. september 2006 af pegefingeren

Jeg er tom inden i lige nu. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg passer som sagt hus på Amager, hvilket er fint. I dag på vej hjem fra forældremøde med klassen bliver jeg ringet op af viceværten til huset. Han fortæller fandeme, at der har været forsøg på indbrud.

Viceværten var kommet forbi, da han lige skulle tjekke en vandhane, da han hører en lyd. Han går ud i haven, og finder en mand, som er på vej væk. Viceværten hiver fat i manden som viser sig, at havde en 30 cm lang skruetrækker med. Den truer han med, og viceværten lader ham løbe. Han kom dog heldigvis ikke ind, men han har ødelagt noget træværk. Det er jo meget irriterende, at den slags skal ske. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg vil sove, men jeg har da meget svært ved at samle tankerne om geografitimerne i morgen tidlig.

Kan mennesker ikke bare holde fingrene for dem selv?

Udgivet i Livet, Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra

Vreden

Udgivet den 17. september 2006 af pegefingeren

Måske skulle jeg til at skrive noget mere om mig selv? Ja, det er lidt følelsesporno, men jeg mener ikke, at jeg skriver så meget om mig selv. Det er mest min vrede som for mig til tastaturet. Enten er jeg sur på menneskeheden eller noget, men måske var det på tide at skrive om vreden. Hvor kommer den fra? Hvordan har vreden formet mit liv? Og er jeg overhovedet vred?

Det var vist flere spørgsmål end jeg orker at svare på i dag. Men det er jo altid interessant at kigge ind i hovedet på sig selv. Spørgsmålet er så om man kan ændre på det man ser?

Udgivet i Livet, Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra

Lønarbejder, det vil jeg ikke være.

Udgivet den 17. september 2006 af pegefingeren

Bag mig stod to unge fyre og snakkede. Det var vist en snak om studierne, om at læse og om fremtiden. Her faldt bemærkningen om, at den ene havde svært ved at forestille sig som lønarbejder. Jeg måtte smile lidt, grine lidt inden i, og jeg vidste derefter, at aftenen ville blive god. Dog ville tanken ikke slippe mig. Jeg kunne sikkert havde været den ene af de to unge fyre for 7 år siden. Nu stod jeg i 2006, og tænkte at den eneste årsag, at vi uddanner os er for at blive lønarbejdere. Heldigvis dæmpede lyset sig, folk begyndte at klappe og mine tanker forsvandt og blev nærværende da den første akkord lød ud i gennem højtalerne.

Stedet var Pumpehuset, og lidt senere ville skotske ‘Mogwai’ står på scenen. Først skulle opvarmningen spille. Det var en flok svenskere ved navn ‘Ellis The Vacuumchild’. De spillede i den samme genre som ‘Mogwai’, men var faktisk meget fede. Jeg kom i hvert fald i et humør, hvor jeg havde lyst til at høre musik, hvor jeg glemte at jeg skulle stå op i mange timer, nu var det kun musikken, menneskerne og mig.

mogwailive.jpg

‘Mogwai’ gik på omkring kl. 22.00. De startede stille med numre fra deres nyeste cd ‘Mr. Beast’. Senere skulle det blive mere voldsomt. Det er utroligt svært at beskrive Mogwais musik. Det meste er instrumentalt, og meget baseret på guitar. De spiller stille og smukt, og pludselig eksploderer musikken i et inferno af støj. Og det er meget fedt. Det som er det utrolige ved Mogwais koncerter, er den rene lyd. Musikken er meget støjende, men alligevel er lyden utrolig ren. Man kan høre alle detaljerne i musikken, også selv om, at der er skruet op for støjen. Nu kan man tro, at Mogwai spiller grimt musik, men det gør de altså ikke. Deres musik er meget følelsesladet, stemningsfuld og smuk. Og den rene lyd får det til at lyde som englemusik. Det var super fedt i dag i Pumpehuset. Og når jeg kiggede rundt i salen var det bestemt ikke kun mig som nød musikken.

Da koncerten sluttede gik jeg lige hen på Rådhuspladsen for at købe og drikke en sodavand. Her så jeg verdens dovenste mand, ellers var han meget fuld. Han lå på en bænk og tissede. Han havde vendt sig om på siden, og nu lå han og tissede. Det var lidt klamt. Og det blev ikke bedre af, at han tissede på sine cigaretter.

Smilende traskede jeg mod bilen og Amager.

Udgivet i Livet, Musik, Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra

De er bange!

Udgivet den 15. september 2006 af pegefingeren

foelelse-frygt.jpgJeg lavede i dag en lille, ikke særlig videnskabenlig, undersøgelse i en 7. klasse. Jeg spurgte, hvor tit de tænkte på terror. Flertallet tænkte på terror et par gange om ugen. Det gjorde mig lidt nervøs. Jeg er selv vokset op i 70′erne og 80′erne, hvor truslen om et atomangreb fra Sovjet var størst. Det har da påvirket min måde at fortolke verden på. Atomraketterne fra Sovjet var en konkret frygt, man vidste hvem fjenden var. Frygten for terror er meget værre. Den er ikke særlig konkret, hvem er fjenden? Det gør åbenbart børn bange. Det er ikke godt, hvis børn i Danmark skal vokse op og være bange.

Det betyder da også, at min undervisningen vil blive anderledes. At den ikke bare kommer til at handle om de iskolde fakta, men også om at fjerne frygten. Den kan aldrig helt fjernes, men vi kan ikke have en generation som er plaget af frygt for terror. Det ender jo med, at folk holder sig indenfor og er så skæmte, at de ikke tør gå ud.

Jeg tror, at K. E. Løgstrup sagde noget med, at man ikke måtte taget håbet fra børnene. Derfor skal denne frygt for terror bekæmpes, så eleverne møder verden med åbenhed, og ikke frygt. Håbet må vi ikke tage bort!

Udgivet i Den danske folkeskole, Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra

Prøv at se, der er en som bløder

Udgivet den 13. september 2006 af pegefingeren

udrykning.jpgHvad er det lige der får mig til at skrive? Lige nu spekulerer jeg over, om det er vrede. Jeg har nemlig lyst til at skrive lige, og det er faktisk, fordi jeg er sur. Ikke sådan sur på nogen eller noget. Jo, måske lige vaskemaskinen. Jeg undrer mig bare over mennesket. I dag, på vej hjem fra jobbet, skal jeg op på motorring 3. Alt for sent opdagede jeg, at trafikken nærmest holdt stille. Det er for sent at vende om. Øv, tænkte jeg og undrede mig over, at der var kø kl. 18. Da jeg kom lidt længere frem, så jeg årsagen til køen. Desværre var det en ulykke. Brandvæsen og politi var i gang med oprydningen.

Hvorfor er det lige, at folk i min vognbane skal bremse op og kigge på? Ulykken var i den anden vognbane. Hvad er det som gør det interessant? Er det lidelsen? Eller bremsede bilerne op fordi vi blev mindet om vores egen skrøbelighed? Jeg blev i hvert fald irritereret over at bilerne, inkl. mig selv, bremsede ned og lige skulle kigge. Efter at bilerne havde passeret ulykke, gik køen i opløsning. Der var ikke mere at kigge på, speederen i bund og omgivelserne blev igen til et udtværet maleri.

Udgivet i Livet, Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra