Pegefingeren

Har det meste af dagen haft en mærkelig følelse i kroppen. Det sker, at man som lærer pludselig sidder med et kæmpe ansvar i sine hænder. Et ansvar man selvfølgelig tager. Tilbage sidder man med en følelse af, at hvad sker der med ungdommen i dag? Hvad er det for nogle grænser de unge har i dag? Jeg har indtryk af, at de vil afprøve meget mere end min generation. Er det en udforskning af livet, eller er det fordi de unge presser hinanden til en masse ting?

Jeg kunne fx læse forleden dag, at unge mennesker lagde lettere pornografiske billeder på Arto. Hvorfor? Er det fordi man ikke vil overses, og derfor gør en masse for at blive set? Jeg ved det ikke, men jeg finder det skræmmende. Jeg tænkte på, om det skyldes at vores samfund bliver mere og mere fokuseret på udseendet. Det er ikke så vigtigt, at have fornuft og viden. Bare man ser godt, så skal man nok komme frem i verden. Det er alligevel uhyggeligt, hvis tingene hænger sådan sammen.

En ting er sikkert. Det er ikke let at være teenager i dag. Der er i hvert fald mange, mange udfordringer.

Boldtrykket er stadig højt, irritationen er stadig til stede, selv om tilgivelsen er givet. Nu er det heller ikke, hver dag jeg bliver kaldt morakker. Om det blev sagt i sjov, så misforstod jeg det meget. Heldigvis kan man sige, at sagen handlede ikke om mig, så jeg har tilgivet personen som kaldte mig morakker. Det handlede om, at mit arbejde, en handleplan, var blevet brugt til at fortælle min kollega, at hendes arbejde ikke var godt nok. Det er selvfølgelig ikke i orden.

Efter jeg havde snakket med min kollega om kommentaren, der var blevet sagt undskyld, sammenhængen var blevet forklaret, og jeg havde tilgivet personen, kom en anden kollega hen til mig, drillede mig lidt med, at jeg var en morakker. Så opstod tanken.

Nogle gange kan vi lærer godt glemme, hvad vores job er. Vi er på en skole for elevernes og samfundets skyld. Skal der skrives forskellige ting på eleverne er det vel vigtigt, at billedet af eleven bliver så bredt som muligt. Det nytter ikke, at man kun skriver kort, hvis man skal have støtte til ADHD-elev. Så er det vigtigt, at eleven er godt beskrevet, så dem der skal træffe beslutningen har et ordentlig udgangspunkt at træffe afgørelsen ud fra. Og ja, så skal man lægge lidt arbejde i det. Resultatet kan jo også være, at eleven netop får den støtte, som eleven har brug for. Og det er alligevel det vigtigste. Det handler ikke om, at jeg skal skrive en side eller fem, men at eleven får den støtte, som kan være med til at give eleven mod på tilværelsen.

På mig kan det nemlig godt virke som om, at nogle lærere prøver at springe over, hvor gærdet er lavest. Det er nok ikke kun hos lærerne, men hos alle faggrupper. At det handler mere om lærernes arbejdstid end det handler om at gøre en ekstra indsats for en elev. Nu kan det lyde som at jeg bare gerne vil arbejde, arbejde. Det vil jeg ikke, og jeg vil heller ikke arbejde gratis, men engang imellem er der nogle ting på spil, som er vigtigere end penge. Det handler jo om mennesker.