Jeg tror hele Danmarks befolkning er klar over det, og skulle man ikke være klar over det, så elsker lærere jo at høre på sig selv. Det gælder ligeledes mig. I dag stoppede ordene.
Jeg gik mod min klasse da klokken havde lydt. På vejen møder jeg en gruppe af mine elever. Jeg skulle lige forbi vores bibliotek for at finde ud af jorden hældning. I mens begyndte mine elever at snakke om, at jeg skulle hjælpe dem med at finde bøger og alle mulige andre ting. Det havde jeg jo ikke tid til. Klassen ventede jo. På vejen stillede en elev sig foran mig og spørger mig om noget. Jeg var total afvisende. Jeg begyndte ligeledes at blive urolig. Hvad havde de unger nu lavet? Da jeg stod foran døren til klasselokalet prøvede de at forhindre mig i at komme ind. Min træthed var ved at få mig til at eksplodere. Endelig kunne jeg åbne døren. Mit blik faldt på noget lidt underligt. Der stod en guldstol og et kort foran mit bord. Nu stoppede ordene.
Eleverne grinede, larmede, var spændte på, hvad jeg ville sige. Jeg sagde ikke noget, jeg læste bare kortet. Der stod:
“Hej Morten. Her er en lille gave til dig fra 5.c. PS: Til verdens bedste lærer”
På kortets anden side stod navnene på samtlige elever i min klasse. Selv når jeg skriver dette kan jeg få en klump i halsen.
Så er det altså fantastisk at være lærer!!!
Sikke en dejlig overraskelse at få
)
Og ja, du har helt ret – det er elevernes påskønnelse af ens arbejde, der gør det fedt at være lærer.
Det er det, man kan komme ud for, når man er et godt menneske.
Du har fortjent det!