Fremtidens København

Jeg kan høre politiets helikoptere som hænger over byen, eller nærmere den demonstration som er på vej mod Nørrebroparken lige nu. Mon det ikke bliver opstarten på endnu en urolig nat på Nørrebro og Christianshavn? Jeg håber det virkelig ikke. Vold har aldrig løst noget. Det er dialog der er vejen.

Der er sikkert mange indlæg i forskellige blogs om kampene i København. Jeg har ikke lyst til at skrive om det, jeg har ikke lyst til at vise billeder fra ballade. Ja, faktisk ønsker jeg slet ikke balladen. Det som jo er interessant i denne sag er, hvilken ungdomspolitik man ønsker i København? Det handler ikke sig meget om Ungdomshusets placering, men derimod om kommunen overhovedet vil have ét? Eller ønsker København en by, hvor de unge er ensrettede og bliver til gode skatteborgere? Eller ønsker min by, en by som indeholder alle slags ligefra fattige, ballademagere, rige, rockere, smarte, dumme, kloge, popdrenge, Nik & Jay, autonome, homoseksuelle, gamle, narkomaner, flippere osv. En by som byder alle velkommen.

Det kunne være fedt, hvis vi fik en by, som netop gjorde dette, og var villig til at gøre noget for det. At byen hjalp de forskellige subkulturer med at udvikle sig. Og nej, det behøver ikke at koste kommunen penge. Hvis en gruppe ældre medborgere gerne ville have et mødested for ældre, så skulle kommunen da hjælpe med det. Det skulle den ligeledes, hvis det var unge som kom med et ønske. Krav skal man ikke stille, det kommer det intet ud af.

Jeg vil da gerne bo i en by, hvor der netop var plads til alle subkulturer. Jeg er selv opvokset i en lille by, hvor det anderledes var noget skidt. Derfor ville jeg gerne have en by som bød det anderledes velkommen.

Så i stedet for at diskutere Ungdomshuset så skulle vi i stedet snakke om, hvilken by vi ønsker at København skal være.

Og lad nu være med at slås. Det kommer man ikke langt med.

ungdomshuset_175979i.jpg

Udgivet i Politik, Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra

Belbin

På arbejdspladsen er vi i gang med en analyse af vores teamsamarbejde. I den anledning skal vi vurdere vores team, som skal ende med, at vi får en rolle eller flere tildelt ud fra Belbins teorier om teamsamarbejde. Jeg må indrømme, at jeg er lidt spændt på, hvordan mine kolleger vurderer mig. Det bliver lidt sjovt at høre.

Dog er der nogle af mine kolleger, som har det svært med denne vurdering. De føler, at de skal dømme deres kolleger. De gør det hver dag, men problemet her er nok, at det skal siges højt. Desuden er de nok også bange for, hvad de skal høre. De deler nok ikke min nysgerrighed.

Udgivet i Den danske folkeskole | Kommentarer slået fra

Fødselsdag

Den 3. marts 2006 oprettede jeg pegefingeren.dk som domæne, og et par dage senere var denne blog gået i luften. Pegefingeren fylder 1 år. Hurra kan jeg råbe ud i det tomme virtuelle rum.

Som tiden dog forsvinder foran skærmen. Det er blevet til 518 indlæg, 153 kommentarer og jeg har modtaget 5.329 spamkommentarer igennem det sidste år. Så jeg er godt tilfreds med det første år. Nu handler det om det næste…

 

56118.jpg

Udgivet i Pegefingeren | Kommentarer slået fra

Ungdomspolitik

I mens stenene flyver om hovederne på os kan man stille sig selv spørgsmålet. Hvad fanden gør vi med de unge?

Udgivet i Politik | Kommentarer slået fra

Eksperimentet

Sæt en masse mennesker ind i et lille hus, gør vejret dårligt, så det at gå ud ikke er en god idé, og vi mennesker begynder at vise sider som ikke altid er lige rare. Sådan er det måske når vi sætter mange mennesker ind på for lidt plads?

Hvorfor er det at mennesket har et behov for at vise sig, gøre sig bedre end andre, pege fingre af andre og i det hele taget medvirke til en dårlig stemning? Jeg kan ikke forstå det. Jeg kan ikke forstå, hvad dette menneske opnår. Magt – det er det nok, men det er ubehageligt at se på.

Udgivet i Den danske folkeskole | En kommentar