Begravelsen forleden dag sætter stadig sine spor i min hjerne. Døden er meget endegyldig, og derfor handler det jo om at leve nu. Det ved jeg ikke altid, om jeg gør. Derfor er jeg blevet ramt af tanker om, at jeg gerne vil sige ting inden, at det er for sent. Tingene er de ting, som man ikke lige får sagt i hverdagen, nemlig hvor meget man værdsætter de mennesker som er omkring én, og hvad de faktisk betyder. I disse dage er det i hvert fald vigtigt at sige. Det kunne være for sent om lidt.
Døden husker mig altså på, at jeg skal huske at leve, sige hvad jeg har på hjertet, smile til den fremmede, gøre ting som gør mig og mine omgivelser glade. Det er i mødet med døden, som gør, at jeg bliver glad for livet, husker at jeg skal leve, og får lyst til at råbe, at jeg elsker hele verden.
Derfor skal alle der læser denne hjælpeløse blog også have et tak. Tak fordi I gider. Og husk nu at leve, også selv om at det koster livet.
