I torsdags da jeg var begyndt min undervisning var der en elev, der mente at jeg var meget alvorlig. Jeg måtte give eleven ret, men jeg kunne ikke lige sige hvorfor. I hvert fald ikke på det tidspunkt. Fredag følte jeg mig så parat til at fortælle om deres tidligere viceinspektør som var afgået ved døden.
Det var jeg så ikke. Jeg kæmpede en kamp for at holde tårerne tilbage. Eleverne vidste ikke om de skulle græde eller grine, men til sidst kom ordene ud over mine læber. Tårerne løb ikke ned af min kind, men de var sgu’ tæt på. Det er som om, at sorgen blev mere virkelig da ordene skulle siges. Desperat prøvede jeg at bevare kontrollen, hvilket gør det endnu mere åndssvagt. Jeg skulle jo bare ha’ givet slip. Det er jeg desværre ikke så god til, og jeg ville sikkert ha’ det meget dårligt med at græde som pisket foran mine elever.
Som lærer skal jeg jo både være menneske og professionel, og det er til tider ret svært. Særligt når det kommer meget tæt på. Heldigvis har jeg en superklasse, som tog det pænt, og som fik stillet de spørgsmål gerne ville ha’ svar på. Vi fik da også en god snak. Jeg må indrømme, at jeg er glad for at jeg har fortalt mine elever om dødsfaldet, men jeg har lidt svært ved at næsten at ha’ mistet kontrollen. Det kan jeg ikke lide.
Hej Morten !
Ja det kan være svært at fortælle, når man har det sådan..og nogle gange er man også nødt til at gøre det….før man selv er helt parat…skulle du have kommet til at græde..tror jeg sagtens de kunne have forstået det..men vi er jo så bange for at miste kontrollen, det kender jeg godt…..sker det alligevel..så klarer man jo også den situation, er det ikke rigtigt, egentlig ?
Jeg arbejder med små børn, 5-6 år og jeg vil så gerne fortælle dem “Den lille pige med svovlstikkerne” som gjorde så stort indtryk på mig som barn…men jeg ved jeg kommer til at græde tilsidst i historien og det er også rigtigt svært….har fortalt den 3 gange i løbet af de sidste 12 år. så jeg rutter ikke med den…tænker ind imellem ved mig selv….nå, nu er du vist klart til at fortælle den…men halvvejs inde i historien så begynder min stemme at grøde og jeg forsøger at holde tårerne tilbage…uha! jeg kan heller ikke lide det..selvom jeg intellektuelt set synes det er ok. hvis jeg skulle komme til at græde…børnene kigger også lidt underligt på mig…sidste gang jeg fortalte var sidste år og heldigvis har jeg en god kollega, som lige fortalte resten…jeg fortalte så børnene at det var fordi den var så sørgelig og jeg var lige ved at græde…og det forstod de godt….det er selvfølgelig mindre børn….men jeg vælger selvfølgelig selv om jeg vil fortælle historien……og jeg tror lige jeg springer over i år….
De venligste tanker Anita