Pegefingeren

Forleden dag modtog jeg lidt brok på Facebook over at jeg aldrig skrev. Og ja, det var der måske noget om. Jeg tog derfor den lille beslutning at skrive til vedkommende, og i mailen var der et spørgsmål. Spørgsmålet var om vedkommende ville deltage i en lille selskabsleg, hvor man skulle svare på et spørgsmål og selv stille et. Det faldt i god jord, og spørgsmålene kunne starte. Jeg modtog det første spørgsmål, og nej – det var ikke om min yndlingsfarve. Spørgsmålet var hvad binder mennesker sammen? Det kan man ikke svare kortfattet på.

Jeg kom frem til tre ting. Den første var behov. At vi alle har nogle behov som vi kun kan få dækket via et andet menneske. Kan behovet ikke længere dække, så glider man nok fra hinanden. Den anden ting var historier. At man kan dele de samme historier, og man selvfølgelig hele tiden søger nye historier sammen. Den sidste ting er følelser, at der skal være følelser for den anden. Og det behøves ikke kun at være kærlighed, men følelser er også at ønske vennen det bedste i verden.

Hvor mon legen ender?

Jeg får ikke skrevet så meget for tiden, og det skyldes for en gang skyld ikke manglede inspiration. Nej, denne gang er det faktisk fordi der er sket så meget, men det er desværre på den personlige front, og har derfor ikke den store lyst til at hænge mig selv og andre ud.

Det mest positive der er kommet ud af det, er faktisk at jeg har følt mig mere i live end jeg plejer. Der var pludselig noget at brænde for. Det har været fedt.

Men en ting kan jeg skrive om. I lørdags var jeg inviteret på Blender, et sted for homoseksuelle. Da jeg ikke selv er homoseksuel havde jeg det lidt mærkeligt med det. Jeg har aldrig været på et homo-sted, så mine tanker var præget af fordomme som læder, store svedige mænd som slæbte en ud på toilettet, darkrooms, meget maskuline piger osv. Jeg må dog indrømme at mine fordomme hurtigt faldt til jorden. Stedet virker faktisk som et hvert andet diskotek i København. Menneskerne morede sig. Da jeg ikke nyder alkohol opdagede jeg alligevel efter lidt tid en forskel. Nu var det en lesbisk pige, der havde inviteret mig, så jeg havde nok mest fokus på pigerne. Jeg opdagede et meget større behov for bekræftelse blandt pigerne end jeg normalt plejer at opdage på et “almindeligt” diskotek. Og der var en nærmest desperat søgen efter denne bekræftelse. På mig virkede det som om, at der var en person, som havde styr på alle relationerne, som man kunne spørge om ledige piger, hvis man havde det behov. Så er det en meget lille verden. Jeg synes faktisk, at det var lidt trist.

Så opdagede jeg også, at det ikke kun er os kedelige heteroseksuelle mennesker, der har fordomme over for mennesker med en anden orientering. Tænk, at man har svært ved at hilse på en mand, bare fordi man er lesbisk. Det finder jeg sgu’ lidt åndssvagt. Det er nok heldigvis ikke så mange, men alligevel. Det er åbenbart ikke kun os der skal rydde op i fordommene.

Som sagt havde jeg det mærkeligt med at tage på Blender. I dag er jeg glad for at jeg gjorde det. Jeg fik afkræftet en del fordomme, der kom sikkert nogle til. Det sjove er faktisk, at jeg ikke skjuler det. Før besøget sagde jeg det nemlig ikke så højt, men nu er jeg ret ligeglad når kollegaer kommer med bemærkninger. Det havde jeg faktisk ikke troet.