Her til morgen var der en lærerstuderende i Go’morgen Danmark. Han var på fjerde år, og havde åbenbart skrevet et åbent brev til Bertel. Jeg har hverken læst brevet, eller set hele interviewet med ham og Bertel.
Det jeg så var en lærerstuderende, der gav op inden han var kommet i gang. Det er ok, men det var lidt hans argumentation, som fik mig op af stolen. At vi ikke kunne være professionelle, når der var elevplaner, nationale tests osv.
Det er ikke klogt at lukke det ud. Vi er professionelle, og vi handler professionelt på trods af nationale tests og alt muligt andet. Vi er faktisk hamrende professionelle. Ja, det er rigtigt at mange af tiltagene i folkeskolen fjerner læreren fra undervisningen og hen foran computeren, men det mener jeg ikke gør os mindre professionelle. Det er mennesker vi har med at gøre. Elevplaner, nationale test osv. kan faktisk medvirke til at omgivelser kan se, at vi er professionelle. Pludseligt bliver det synligt, at vi er professionelle, at vi kan noget. På den måde kunne vi måske få lidt mere respekt i samfundet. Det ville jo ikke skade.
At vi føler os mere stressede er igen et tegn på at lærerne er professionelle. Vi bruger nemlig ikke mindre tid på eleverne, selv om at vi får flere og flere administrative opgaver. Det er jo mennesker vi taber, hvis vi ikke gør noget.
Desuden så kan jeg ikke forstå, at den lærerstuderende giver op uden at ha’ prøvet kræfter med folkeskolen. Hvordan kan han lave det om, når han står på sidelinjen? Han kunne selvfølgelig bliver politiker. Ja, der er en masse udfordringer ved at lærerjobbet, men hvor er der ikke det?
Det er et fantastisk arbejde at være lærer. Det er hårdt, endda ret hårdt, men der er ikke noget bedre end at vide, at man gør en forskel.
