Pegefingeren

Pludselig kom det bare – jeg har nu ikke tænkt over det i løbet af dagen. Pludselig kom det. Sad lidt og tænkte over venskaber, da jeg pludselig blev ramt af sorgen. For 8 år siden, tænk at der allerede er gået 8 år, den 22. juni 2000, vågnede jeg til min mors lidelse, men efter nogle timer hørte hendes lidelsen op, og min kunne begynde. Hun døde imens jeg læste avisen.

Siden hen har jeg levet med sorgen, har nok været hårdere ramt end jeg vil indrømme over for mig selv. Har sgu’ nok være lidt bange for at leve siden den gang. Jeg har i hvert fald nok været bange for at involvere mig i andre mennesker, da jeg har været bange for at miste dem igen. Men jeg må indse, at jeg kun mister, hvis jeg ikke holder fast.

Det ovenstående billed er mig der spiser morgenmad sammen med min mor og mormor. Billedet er over 30 år gammelt. Hverken min mor eller mormor er her mere. Minderne findes i mit hoved og på nogle få billeder.

For 8 år siden vandt kræften over min mor. Hun kæmpede i 6 måneder, men allerede fra starten var kampen tabt. Lægerne gav hende i hvert fald ingen chancer. Det værste ved det hele var uvisheden. Når telefonen ringede var jeg bange for, at nu var det nu. Ofte var det bare min mor der ville ringe og sige hej. Og så at se ens mor lide og forsvinde til nærmest ingenting. Det var hårdt. Billederne er klare på nethinden.

Jeg skriver det sikkert hvert år, men det nytter jo ingenting at sidde og græde over det. Døden skal netop minde mig om, at jeg skal nyde livet, leve livet. Jeg gør det bare ikke…