Jeg troede ellers aldrig, at jeg ville skrive om situationen i Irak. Men i dag kom der alligevel en tanke til mig. Tanken kom til mig efter, at jeg havde læst de seneste par dages artikler i Berlingske Tidende om netop krigen i Irak. Det ser virkelig sort ud. Artiklerne blev blandet sammen med de tanker, der er opstået i mit hovedet omkring min påbegyndte læsning af ‘Civilisationernes sammenstød’ (jeg er langtfra færdig med at læse den bog). Bogen budskab er jo, at de næste store konflikter vil finde sted imellem civilisationer og ikke stater.
Krigen i Irak er et godt bud på en konflikt imellem den vestlige og kristne kultur og den muslimske kultur. Måden vi måske løser konflikten er måske ved at træde et skridt tilbage og se på, hvordan den muslimske kultur er indrettet. I den muslimske kultur er der måske en tradition for en stærk mand/ledelse og ikke ligefrem demokrati.
Problemet dernede er måske, at vi forsøge at opbygge et land efter vores regler, men det er folket i Irak slet ikke klar til. De vil have ledelse. De vil ikke have nogle mænd som lige skal finde frem til en løsning, de vil have en løsning. I vesten er vi nok mere vant til at tingene tager tid, der kan klages osv.
Det jeg vil frem til er, at løsningen i konflikten ligger i den irakiske kultur, og deres forståelse af, hvordan man kører et land. Det ville være rart med et demokrati, men jeg tror desværre ikke, at det er muligt lige nu. Irak er ikke parat. Vi løser ikke noget ved at fastholde tanken om et demokrati i Irak, for jeg tvivler på, at det kommer. Måske med tiden, men ikke lige nu.
Det er samtidig en måde at trække sig ud af Irak. Lade dem overtage styret, bare vi får olie. Jeg tror ikke på, at vi kan trække os hjem lige nu, da magttomrummet vil være for stort og landet vil falde ud i den totale kamp om magten.
Men en ting er sikkert. Situationen i Irak er usædvanlig kompliceret, og det bliver ikke mig, der kommer med løsningen.
